Fortsæt til indhold

Løbere, sportsfiskere og boldklub er flyttet sammen

Tre foreninger er flyttet sammen i Vesthallen, der er blevet renoveret

Samfund
Jeppe Rafn

Sportsklubben Horsens Freja, løbeklubben Atlética samt Horsens og Omegns Sportsfiskerforening er flyttet sammen i Vesthallen, der er blevet renoveret og udvidet for 5,5 millioner kroner.
Indvielsen af de nye faciliteter blev markeret med en reception, hvor borgmester Peter Sørensen sammenfattede det nye foreningsfællesskab i denne overskrift: Løbende fluefisker spiller bold.

Horsens Freja

For Horsens Freja betyder de nye rammer, at alle fire afdelinger bliver samlet på ét sted. Fodboldafdelingen har levet lidt sit eget liv og haft sit eget klubhus med eget cafeteria nogle hundrede meter fra Vesthallen. Fodboldspillerne rykker nu ind i Vesthallen og får sin dagligdag sammen med håndbold, gymnastik og hockey.
”Det er nogle helt fantastiske rammer, som vi er superglade for. Vi glæder os ekstremt meget til at samle klubben i én bygning, hvor vi alle møder hinanden,” siger Horsens Frejas formand Jacob Outzen.

Sportsfiskerne

Horsens og Omegns Sportsfiskerforening har i 35 år levet en 'skyggetilværelse' i Vesthallens kælder. Med renoveringen og udvidelsen af Vesthallen er sportsfiskerne rykket frem i lyset og har fået klublokale i det ene af de to mødelokaler, der er bygget i tilknytning til cafeteriaet og kan aflukkes efter behov.
”Vi er klar til de næste 35 år i Vesthallen. Det bliver godt for os at komme i kontakt med andre foreninger,” Jan Karnøe, næstformand i Horsens og Omegns Sportsfiskerforening.

Atlética

Løbeklubben Atlética har siden 70'erne holdt til i et gammelt hus på Hattingvej ved Dyrskuepladsen i Horsens. Atlética ville gerne blive boende i klubhuset tæt ved Bygholm Skov, hvor man løber om sommeren, men løbeklubben fik nej fra Horsens Kommune, da man søgte om vedligeholdelsespenge. Kommunen vil endvidere gerne sælge Dyrskuepladsen, så da Atlética blev inviteret ind i Vesthallen, var det nærliggende at springe til, forklarer løbeklubbens formand Ole Frantz Hansen.
I Vesthallen er løbeklubben flyttet ind i kælderen og har overtaget sportsfiskernes lokale, der er blevet renoveret.
”Det er lidt øv at sige farvel til klubhuset på Dyrskuepladsen, der har en fantastisk placering i forhold til skoven, men på den anden side kan vi for eksempel lave ungdomsløb her ved Vesthallen. Det turde vi ikke gøre i skoven. Vi kan måske også få en rute rundt om Fængslet,” siger Ole Frantz Hansen.