Spisebordet bliver længere og længere
Den uformelle fællesspisning på Hillerød Bibliotek har fået vokseværk
Kun en gryde sovs og lidt rødkålssalat var tilbage efter endnu en omgang fællesspisning på Hillerød Bibliotek onsdag aften. Denne aften er biblioteket igen omdannet til "Café Hillerod", hvor 154 mennesker i alle aldre og mange nationaliteter lagde turen forbi med sulten mave og appetit på at spise sammen med nogle, de ikke kender i forvejen. Det er 82 flere end da arrangementet, der går under navnet "Hillerød spiser sammen", blev holdt 14 dage tidligere.
"Vi lavede mad til 100, men måtte tilbage og hente mere mad på højskolen," fortæller Søren Lerche fra Grundtvigs Højskole, som sammen med biblioteket står bag arrangementet.
Han afbryder samtalen med avisen for at komme med en opfordring til alle omkring bordet.
"Husk næste gang er 7. december, og I må meget gerne sprede budskabet og vi vil gerne have, at I næste gang blander jer så meget som muligt," siger han til forsamlingen.
For tanken er at skabe et uformelt møde på tværs af alder, samfundslag og nationaliteter, som kan mødes over et måltid mad. Et initiativ, der kan være med til at nedbryde fordomme og mindske ensomhed, håber arrangørerne.
"Det er et eksperiment, men jeg synes det går rigtig fint, over al forventning faktisk" siger bibliotekar Sarah Hvidberg.
"Jeg kan se, der også kommer hjemløse her i aften, som normalt ikke snakker med nogen," uddyber hun og fortsætter.
"Nogle gange har der også været lidt lektiehjælp eller nogle sidder og spiller lidt spil. Det skal komme af sig selv, uden vores indblanding," siger Sarah Hvidberg.
Mohammed er køkkenchef
Alle omkring det lange spisebord kunne gå op ved buffeten og forsyne sig med marokkansk krydret kylling, salat, kartofler, sovs og ris á la mande - ganske gratis fordi de to arrangører tilsammen havde betalt 2.000 kroner til råvarer.
Maden tilberedes på højskolen, hvor det igen var en af højskolens elever Mohammed Khayoun, der havde titlen af køkkenchef.
"Det gik rigtig godt med at lave mad i dag, jeg elsker at lave mad. Om det er til 100 eller 200, det er lige meget," siger Mohammed Khayoun, der virker glad og stolt over aftenens forløb. Man kan holde sig orienteret om 'Hillerød spiser sammen' på facebooksiden "Sammen er vi Hillerød"