Underbevidstheden sender dig fuld ud i trafikken
Spirituskørsel kan knytte sig til et mismatch mellem, hvad du tror, du mener og dine ubevidste holdninger, mener forsker fra DTU
Det er sæson for snaps og sild. Og selv om vi alle godt ved, at julefrokostmenuen ikke bør kombineres med fire hjul, er der alligevel stadig nogen, der sætter sig bag rattet med for meget alkohol i blodet. Hvordan kan det være?
Det prøver et igangværende forskningsprojekt ved DTU at finde ud af.
"Spirituskørsel er et stort problem. Cirka 20 procent af de færdselsuheld, der ender med døden, er alkoholrelaterede. Det koster den danske stat masser af penge hvert år. Men hvis man laver holdningsundersøgelser, så er spirituskørsel ikke noget, folk har lyst til. Faktisk er der et mismatch mellem den generelle holdning til spirituskørsel som noget dårligt, og dét, at vi stadigvæk ser et stort antal af uheld, der skyldes spirituskørsel," fortæller Ph.d. i psykologi og leder af projektet, Laila Martinussen.
Mismatchet opstår ifølge hende, når de såkaldte eksplicitte holdninger konflikter med de implicitte holdninger.
Førstnævnte tæller de holdninger, som du er bevidst om og giver udtryk for, hvis du bliver spurgt om din mening om noget, mens sidstnævnte knytter sig til ubevidstheden og især påvirker din adfærd i spontane situationer.
"Det betyder, at du godt kan gå rundt og tro, at du har en negativ holdning til spirituskørsel, men alligevel sætter du dig bag rattet, når du har drukket alkohol," forklarer Laila Martinussen, der undersøger de to former for holdninger hos omkring 100 forsøgspersoner.
Først interviewes forsøgspersonerne om, hvad de mener om en række emner herunder spirituskørsel.
Dernæst sættes de til at tage en associationstest, hvor de kategoriserer forskellige billeder som enten positive eller negative på baggrund af deres første indskydelse.
Til slut sammenlignes interviewsvarene med testresultaterne for at se, om der er forskel på, hvad personerne siger de mener, og hvilke holdninger, de ubevidst bærer rundt på.
"Hvis vi kan sige noget mere om, hvordan eksplicitte og implicitte holdninger påvirker, hvordan folk reagerer, så er vi kommet ganske langt, og så ved vi hvilke type holdninger, der skal sættes ind over for," siger Laila Martinussen.
Næste skridt i forskningsprojektet bliver at forsøge at ændre på de implicitte holdninger blandt de forsøgspersoner, der viser sig at være ubevidst positivt indstillet over for spirituskørsel. De implicitte holdninger har nemlig mere magt, end vi umiddelbart går og tror, mener Laila Martinussen.
"Spirituskørsel er stigmatiseret i den forstand, at det er socialt uacceptabelt. Du går ikke rundt og siger til dine venner, at du kører med en høj promille. Vi vil derfor teste, om de implicitte holdninger har en stærkere påvirkning i forhold til spirituskørsel end de eksplicitte har. Man har set det samme i studier, der måler implicitte og eksplicitte holdninger, når det gælder fordomme mod mennesker med anden etnicitet - at man udadtil har positive holdninger, men implicit har man negative fordomme, som påvirker ens adfærd."