Jeg betaler i denne uge
"Nykredit får deres termin i denne uge," siger ejeren af Stenløse Bio, Kaj Holm, der stadig satser på et bolig-projekt på grunden
Nyheden om at Nykredit har begæret Stenløse Bio på tvangsauktion bliver taget med knusende ro hos biografens ejer, Veksø-borgeren Kaj Holm.
"Der er ikke noget i det. Jeg har ikke betalt mine to seneste terminer, men jeg betaler i denne uge, og så kommer den ikke på tvangsauktion. Der er ingen problemer," siger Kaj Holm til Lokalavisen Egedal.
"Men hvorfor har du ikke overholdt dine terminer og betalt i første omgang?
"Jeg har været i forhandling med Nykredit angående mit lån, som jeg gerne vil have lavet om. Mens den forhandling stod på, betalte jeg ikke. Nu har Nykredit så meddelt mig, at de ikke er interesserede i at ændre lånet, og så skal jeg nok betale. Jeg kan også godt forstå, at de begærer biografen på tvangsauktion. De skal selvfølgelig reagere i den situation, men betalingen er som sagt på vej."
Når og hvis Kaj Holm får sørget for at bringe sine økonomiske forpligtelser i orden, så står han stadig med en nedbrændt biograf-bygning, men han har fortsat planer for området ud til Frederikssundsvej.
Ingen erstatning fra brand
"Jeg er på nippet med nogle tegninger til et nyt projekt. Det bliver spændende," siger Kaj Holm.
Kan du løfte sløret for dine planer?
"Ja, jeg vil opføre elleve boliger på grunden. Der er tale om ejerboliger, men jeg skal først have tegningerne på plads."
I salgsopstillingen fra itvang.dk fremgår det i øvrigt, at der ikke er blevet udbetalt erstatning efter storbranden i maj måned, men Kaj Holm lægger dog ikke skjul på, at han har forsøgt at få erstatning.
"Ja, det har jeg, men forsikringen har sagt nej. Jeg har dog ikke helt opgivet endnu. Forhåbentlig vil de ændre mening, men der er også den mulighed, at vi kan indgå forlig," siger Kaj Holm.
Nordsjællands Politi har forlængst slået fast, at branden i Stenløse Bio var påsat, men at man endnu ikke havde fundet frem til brandstifterne.
"Jeg har ikke hørt noget fra politiet, så jeg går ikke ud fra, at jeg er mistænkt i sagen. Hvis det var tilfældet, så havde de nok taget fat i mig for længe siden. Der var vidner til branden, men hvordan efterforskningen går, ved jeg af gode grunde ikke," siger Kaj Holm.