Hammel er klar til julerier
Gratis bio, julemand og julehytter pryder Hammels gader i december
December nærmer sig og det samme gør ihærdige handlendes forsøg på, at skabe god stemning i Hammels gader og butikker.
Allerede lørdag 3. december kan du komme gratis i biografen og se Familien Jul, mens mor og far får afsluttet deres indkøb.
Det er i Fotorama fra klokken 11.00 at der er gratis biograftur for børn og barnlige sjæle.
Julemanden vil også gå rundt og sprede juleglæde i alle weekender op til jul, mens julemusikken strømmer ud i gaderne.
Få julefrokosten i Hammel
Søndag 4. december er der "julefrokost” i byens butikker.
Her kan du komme ind og få serveret julemad og julekager i de forskellige butikker, der hver især disker op med en ret. Så du til sidst har sammensat din helt egen julefrokost.
I Østergade finder du også julehytterne, der blev bygget af byens handlende i fællesskab for flere år siden.
Her sælges der både suppe, juletræer og julehjerter fra, i løbet af december.
Den traditionelle stempelkonkurrence er også med i år. Saml stempler, når du handler i butikkerne og aflever kuponen i udfyldt stand. Vinderen får en kæmpe gavekurv til en værdi af over 16.000 kroner. Den heldige trækkes i Skoringen 21. december.