Dansk Revision i Hadsten overtager fem fra Hammel
Kontorhjælpens fem ansatte er rykket til Hadsten og styrker Dansk Revision
Nu sidder der 21 ansatte på revisorkontoret hos Dansk Revision i Hadsten, fortæller partner Peter Ingemann Jensen.
Revisionsfirmaet med tre partnere, er med i kædefællesskabet Dansk Revison, der har 30 kontorer og 500 ansatte i Danmark.
“Konceptet er nærhed, at være lokalt forankret og faglighed,” fortæller han.
Og det er netop en del af grunden til, at Kontorhjælpen med tidligere adresse på Østergade i Hammel, er opkøbt. Det er netop for at styrke markedspositionen lokalt.
Nicher og ansatte
“Nu har vi fået yderligere fem gode ansatte, samt nogle nicher vi ikke har dyrket så meget før, blandt andet regnskaber til vandværker,” lyder det.
“Det er den hurtige måde at vækste på. Kunderne er ofte loyale overfor en dygtig medarbejder i revisorbranchen.”
De fem ansatte er allerede rykket fra kontoret og til Hadsten.
“Jeg mener ikke de få kilometer betyder noget for vores kunder. Vi vil levere den samme ydelse som før. Kunderne vil ikke mærke meget til det.”