Skjoldhøjparkens historie fortælles

42 kilometer. Så langt rækker stisystemerne og vejene mellem de 1.000 parcelhuse i Skjoldhøjparken.
“Hvis vi lægger vejene i forlægelse af hinanden, så kan vi nå helt til Randers,“ siger Frits Gundahl Sørensen, der har boet på Askøvænget 6 i 47 år.
Han er en af hovedkilderne til en ny artikelserie om Skjoldhøjparkens historie, som journalist Dorte Søholm har skrevet. Serien bliver senere på året en del af en bog, som Den Gamle By udgiver.
“Skjoldhøjparken blev Danmarks største parcelhuskvarter, da det voksede til i 1970'erne. Hvor mange tidligere havde boet i brokvartererne i byen med fælles toilet, gård og have, fik man nu det hele selv. Et helt nyt liv begyndte,” fortæller Dorte Søholm.
Frits og Inger Margrethe Gundahl Sørensen købte deres hus i 1969 for 105.000 kroner.
“Det var ene af børnefamilier, der flyttede herud. Vi var alle omkring de 27 år og havde en god indkomst,” husker Frits Gundahl Sørensen, der hurtigt blev formand for grundejerforeningen.
Når han talte med kommunen, måtte han gøre opmærksom på villakvarterets tiltagende størrelse.
“Jeg var jo næsten borgmester i en kommune på størrelse med Malling (før kommunalreformen i 1970, red.),” siger Frits Gundahl Sørensen.
Først i 1974 blev Skjoldhøjskolen bygget.
“Vores børn gik på 40 forskellige skoler, så det var tiltrængt med en skole. Det havde kommunen ikke planlagt fra begyndelsen,” fortæller den tidligere formand, der havde flere møder med daværende skolerådmand og senere borgmester Thorkild Simonsen.
“Jeg tror, han (Thorkild Simonsen, red.) vil sige, at noget af det sjoveste var, da han fortalte Skjoldhøjparkens beboere, at deres skole kom,” siger Frits Gundahl Sørensen.
Den i dag 75-årige pensionist husker specielt de første års optimisme.
“Mange af os var født under krigen, og dengang vi var børn, var det andre sparsomme tider. Vi havde aldrig fået SU for eksempel. Men i 60'erne var der en gevaldig spirende optimisme, som gennemsyrede alle unge mennesker,” husker han.
Tankerne går tilbage til vængefester og grillaftener.
“Vængerne spillede fodbold mod hinanden, vi grillede og hyggede os. Det gav et utroligt fællesskab. Til vores generalforsamlinger kom der ikke under 500,” husker Frits Gundahl Sørensen.

Altid finde toilettet

Dorte Søholm har også interviewet børn, der voksede op i Skjoldhøjparkens første år.
“Det var meget blandet, hvem der flyttede herud. Bankdirektøren, håndværkeren og skolelæreren, og på den måde var det for børnene et meget demokratisk sted at vokse op,” siger Dorte Søholm.
Ibegyndelsen var det nemt at finde rundt hos legekammeraterne.
“Hvis man legede hos en kammerat, vidste altid hvor toilettet var. Det ændrede sig dog siden hen, fordi mange byggede til,” fortæller Dorte Søholm.
Familien Gundahl Sørensen byggede også til, og kvarteret ændrede sig gennem årene, fortæller Frits:
“Folk er blevet gamle. 10 procent er døde og borte. Nogle er flyttet. Der er kommet nye til. I en periode var det måske lidt ugleset at bo her, men nu går det rigtigt godt. Vi har fået mange indvandrere hertil, lige derovre bor Muhammed (peger på nabohuset, red.) og mange aldersgrupper er repræsenteret her i dag.”
Selvom de unge 70'er nybyggere nu er blevet pensionister, så hænger nogle traditionerne ved:
“Vi mødes ikke til vængefester som tidligere. Men vores allerbedste venner er stadig nogle, der bor herude. Og hver nytårsaften render vi stadig rundt til hinanden.”
Ægteparret på Askøvænget kunne ikke forstille sig at bo andre steder:
“Vi føler os godt tilpas. Busserne går hvert femte minut, vi har et fantastisk stisystem, og handlemulighederne er enestående. Det kunne ikke være bedre.”