Fortsæt til indhold

Et lykkeligt generationsskifte på vej

Lene Skou Pedersen har solgt Hornslet Blomster til Johanne Jensen, Blomsterloppen i Mørke, fra 1. januar 2017

Samfund
Erland Rasmussen

Efter 21 år som indehaver af Hornslet Blomster er Lene Skou Pedersen på vej til at takke af.
Blomsterforretningen med den centrale placering i Hornslet er nemlig solgt til indehaveren af Blomsterloppen i Mørke, Johanne Jensen, som overtager i Hornslet pr. 1. januar 2017.

Følelser i butikken

Det er ikke uden vemod, Lene Skou Pedersen nu forbereder sig på at takke af.

“Man har følelser i butikken, hvor jeg har lagt mange timer og kræfter. Det bliver jo også særligt, fordi man kommer til at kende kunderne, og det bliver hårdt at sige farvel,” siger Lene Skou Pedersen.
Nu satser hun på at få mere fritid, selv om der endnu ikke er lagt faste planer for, hvad arbejdsopgaverne kommer til at lyde på efter 1. januar.
“Det har været spændende, og jeg har været meget glad for mit arbejde, men jeg syntes ikke længere, at kræfterne helt slår til,” uddyber Lene Skou Pedersen.
Lena Skou Pedersen, der i sin tid havde blomsterbutik i Aarhus, overtog i Hornslet for 21 år siden.
Dengang lå blomsterbutikken på Rosenholmvej, men den blev for 8-9 år siden flyttede til dens nuværende placering.
“Da det bød sig, at jeg kunne flytte herover, så kunne det faktisk ikke blive meget bedre med luft, lys, plads og gode parkeringsmuligheder for mine kunder,” husker hun.
Hornslet Blomster var i øvrigt oprindeligt et handelsgartneri, som kan fejre 100 års jubilæum næste år.
Det var Lene Skou Pedersen, som selv spurgte kollegaen i Mørke, om det var noget at købe Hornslet Blomster.
“Hold da op, hvor blev jeg glad for og stolt over, at Lene tænkte på mig. Det er en butik, der er større end min nuværende, det er en større by med større kundeunderlag og dermed flere muligheder,” siger Johanne Jensen.

Blomsterloppen lukker

Johanne Jensen, der er uddannet blomsterdekoratør, vil dog ikke drive to butikker.
“Derfor lukker jeg i Mørke, når jeg overtager Hornslet Blomster. Det er synd for byen og kunderne, som jeg er kommet til at holde meget af,” siger hun.
Som en service har Johanne Jensen dog lavet en aftale med Brugsen i Mørke, således at Blomsterloppen's tidligere kunder fra 1. januar kan bestille blomster i Hornslet, som så fragtes til Brugsen i Mørke, hvor blomsterne betales og afhentes.