“Vi spiller røven ud af bukserne hver gang”
Forsanger i Die Her-ren, Morten Marcher, har i 25 år levet af andres musik
Da han besøger Hillerød Posten, har han lige været henne på et autoværksted med Die Herrens tourbus.
I mere end 25 år har han levet af andres musik som professionel musiker og forsanger i U2-kopierne Die Herren.
"Musikerne er de sidste til at få løn, for lydmanden, teknikmanden, Billetnet -alle mulige skal have løn først, så jeg indså, at jeg blev nødt til at lave så meget som muligt af det selv. Jeg laver PR, redigerer selv billeder i Photoshop, laver momsregnskab og lodder kabler. Vi pakker selv ud, og vi pakker selv ned, for vi er der alligevel," siger Morten Marcher.
"Jeg vil skyde på, at 15 procent af min tid med Die Herren går med at lave musik og synge. Resten af tiden bruger jeg på alt det andet," siger han.
Forlod Hillerød
Han er født og opvokset i Hillerød, har gået på Hillerødsholmskolen, spillet fodbold i HGI og gået på to af byens danseskoler. Midt i 20'erne forlod han Hillerød "for good," siger han. Det var for at flytte til Lynge, hvor han passede grise og havde et lydstudie sammen med en anden i omkring ti år. I studiet blev der lavet reklamespots, tv-lyd og også lidt musik. Undervejs rykkede studiet til Rødovre, indtil Morten Marcher fandt ud af, at han gerne ville spille i et band. Derfor indrykkede han en annonce i Den Blå Avis.
"Jeg blev ringet op af Claes," siger Morten Marcher - Claes er bandets også nuværende bassist Claes René Topp.
"Jeg spurgte ham, hvad de spillede. 'U2. For tiden', sagde han til mig."
Og sådan begyndte det, der skulle vise sig nu at have holdt siden 1991.
"Det er et kæmpe privilegium at leve af at spille musik. Aftalen er, at den dag, vi ikke kan det længere, så stopper vi," siger Morten Marcher.
Siden debuten i 1991 er det blevet til over 2.000 koncerter med Die Herren. Lige for tiden lyder kadancen på 90 koncerter om året, og "vi skal helst op på 70 koncerter pr. år for at leve af det," fortæller Morten Marcher.
Morten Marcher og bandet gør ekstremt meget ud af at sælge sig selv, fortæller han.
"Mange musikere er knalddygtige på deres instrument, men mange kan ikke leve af det. Når du er musiker, er du selvstændig og skal sælge dig selv. Det lærer de ikke - heller ikke på uddannelserne."
Die Herren spiller i Støberihallen den 28. december.
Skide god livemusik
At det lige er U2's musik, som Die Herren har kunnet få en karriere ud af, er der én væsentlig grund til, hvis man spørger Morten Marcher.
"Det er skide god livemusik. Mange hører det lidt derhjemme, fortæller de os, men en koncert skal kunne noget andet. Det skal være bedre end på tv. Folk skal have noget med hjem. Derfor siger vi altid til os selv og publikum, at i aften er vores bedste koncert nogensinde. Jeg er ligeglad, om der er 13, fem eller 1.000 tilskuere. Uanset, hvor mange det er, skal de have en speciel oplevelse. Vi spiller røven ud af bukserne hver gang. Engang efter en koncert i Vejle, var der en, der sagde til os, at grunden til, at der ikke havde været så mange den aften, var, at vi havde været dårlige året inden. Jeg sagde til mig selv, at det aldrig måtte ske igen. Vi sætter os altid op til det. Ligesom man kan psyke sig selv ned, så kan man psyke sig selv op," siger Morten Marcher.
Selv var han 30 år gammel, da han blev musiker. Og han har kun spillet i ét band professionelt: Die Herren.
"Vi prøvede at få lov til at ringe til dem engang under en koncert, men det lykkedes ikke. Det er ikke fordi, jeg har den store drøm om at møde Bono eller de andre. For mig er det musikken og ikke personerne. Hvis jeg endelig mødte dem, ville jeg sige tak for deres musik, som jeg har stor respekt for, og som jeg har levet af så længe. Jeg vil sige, at jeg har været heldig. Heldig fordi Claes ringede til mig og så min annonce, heldig fordi U2's musik har vist sig at være så langtidsholdbar, heldig fordi jeg havde nogle evner, jeg kunne tage med ind i det og heldig, fordi vi har kunnet vedligeholde, forny og forbedre musikken gennem årene," siger Morten Marcher.
Die Herren spiller i Støberihallen den 28. december.