Fortsæt til indhold

Frisør M starter op på hjemmebane i Haurum

Starten går 1. december, men online-booking kan allerede nu bruges

Samfund
Erling Baastrup

Haurum har fået en frisør. Det havde byen også for 50 år siden. Endda i de samme bygninger på Haurum Byvej 2.

Det er den tidligere kostald, der er blevet en flot, moderne salon. Her slår May Engman sine folder fra 1. december.
Hun har de sidste fire år haft lejet sig ind hos House of Care i Hammel. Men skal hun være endnu mere selvstændig.

”Dels får jeg mere ro omkring kunderne, og dels kan jeg bedre være her for min familie,” fortæller May, ”Mange af mine kunder i Hammel har allerede meldt deres ankomst til den nye destination. Det er helt rørende,” lyder det.

Salonen får faste åbningstider, men hvis man kommer forbi og der er ledigt, kan man komme ind. Tre aftener om ugen vil salonen være åben.

Hvad er trenden lige nu?

”Der er faktisk ved at ske noget med de unge drenge. Nogle vil have krøl på toppen og karse på siderne,” røber May, der også ser en tendens hos kvinderne: ”Det er lidt blandet, men mange går fra at være hvid blondine over til at få mere naturlige nuancer. Og så er der jo noget af det seneste: Balayage.”

Øh….

”Man bruger en pensel og maler striber med hårfarve. Helt på frihånd,” lyder forklaringen.