Amanda har lagt verdens største puslespil
21-årige Amanda har brugt 460 timer på et et 13 kvadratmeter stort puslespil
13 kvadratmeter. 460 timers arbejde på to måneder. 40.320 brikker.
Det er noget af en bedrift, som Amanda Funch står bag. Den 21-årige kvinde har samlet det, der formentlig er verdens største, masseproducerede puslespil.
Det er fyldt med 10 forskellige motiver fra kendte Disney-film, og det imponerende skue har optaget god plads i boligen i Skærager.
En stolt Amanda lader forstå, at hun er så sikker hun kan være, på at hun har lagt det største, masseproducerede puslespil - det vil sige et spil, der er i handlen, og ikke er hjemmelavet:
"Jeg bliver den første i verden til at færdiggøre det. Eller den første der offentliggør der har lagt det. Jeg ved ikke om der sidder en i et lukket rum, der ikke fortæller om det. Men ellers holder jeg øje med alle de andre der har offentligt gjort deres arbejde på puslespillet", siger Amanda.
Hun brænder dog ikke for at det skal give hende en plads i Guiness Rekordbog:
"Det prøvede jeg også for et par år siden, da jeg havde lagt et spil på 33.600 brikker. Men det var meget besværligt at komme i kontakt med dem."
Så indtil videre er det bare glæden over et tålmodigheds-arbejde der præger Amanda. Der altid har elsket puslespil:
"Helt fra jeg var lille, lagde jeg puslespil med min bror, og det er holdt ved", siger hun.
Hvor mange af os andre nok ville give op overfor et spil med bare 1.000 brikker, har Amanda det fint med den kæmpestore opgave:
"Jeg finder roen i det, og hygger mig med den tid det tager", siger hun.