Koncert med havfruer og professor i violin og kammermusik
Julekoncerten 'Kims Jul' i Kulturhuset torsdag 8. december klokken 19.30 er en musikalsk rejse spækket med julemusik og humoristiske indslag leveret af professor i violin og kammermusik, Kim Sjøgren, og hans fem musikalske 'havfruer'.
Kim Sjøgren er en fremragende storyteller og Kulturhuset lover, at lattermusklerne vil blive flittigt rørt. Han nærmer sig de 60 år og har spillet violin siden han var tre.
Som 12-årig blev Kim Sjøgren optaget på Det Jyske Musikkonservatorium, og debuterede allerede som 17-årig. Tre år senere blev han medlem af Det Kongelige Kapel, hvor han blev koncertmester som 22-årig – den yngste i kapellets historie.
Kim Sjøgren har komponeret musik til film, TV og teater. I 2004 blev han udnævnt som professor i violin og kammermusik på Det Jyske Musikkonservatorium.
I 1997 dannede han ”Kim Sjøgren and his The Little Mermaid Orchestra". Med på scenen denne aften har Kim Sjøgren fem "mermaids".
Billetter koster 195 kroner og kan købes på kulturhusets hjemmeside billet.kulturhuset-skanderborg.dk
-bo