Jesper var en kæmpe del af Mikenta
Den dræbte politimand, Jesper Jul, var et afholdt medlem af Albertslund thaibokseklubben Mikenta
”Det er nogle utroligt hårde dage. Jesper er kommet i klubben de sidste to-tre år. Han trænede 3-5 gange om ugen og kom tit forbi bare for at sige hej på vej til arbejde. Jesper var den bedste mand. Han havde ikke fortjent det her”.
Det siger en tydeligt berørt Steffen Wiese fra thaibokseklubben Mikenta i Albertslund.
Her har Jesper Jul, som tirsdag blev dræbt af et skud ved politigården i Albertslund, været et vigtigt element.
”Jesper var ikke bare en ven af klubben. Han var også personlig ven af Brian Tallerek og mig”, fortæller Steffen Wiese.
Da man fik meddelelsen om Jespers tragiske død onsdag, samlede klubben alle Mikentas medlemmer i lokalerne i Albertslund Centrum kl. 19.
”Vi var vel 100 medlemmer, og alle var dybt berørte. Vi snakkede, krammede hinanden og mindedes Jesper. Folk var meget medtagede. Vi holdt et minuts stilhed for Jesper, og derefter kørte vi alle sammen over til politigården, hvor vi lagde blomster og boksehandsker til minde om Jesper”.
”Det er ret hårdt lige nu. Det er svært at sætte ord på. Vi forsøger at køre normale træningshold i klubben, men det er svært, for alle er meget medtagede. Det er også hårdt at skulle tage imod nye medlemmer, som ikke kendte Jesper, og som derfor ikke helt forstår den sorg vi står midt i”, lyder det fra Steffen Wiese, Mikenta.
Han fortæller, at Jesper Jul tidligere dyrkede en del karate, men skiftede til thaiboksning på det sidste. Jesper Jul brugte dog stadig tid på at undervise andre i karate.