"Defekte gadelamper er guf for tyvene"
Jette Nedergaard har i tre uger forsøgt at få kommunen til at skifte en pære i en gadelampe, men der er ikke sket noget endnu - og det giver tyvene gode arbejdsvilkår, mener hun
Jette Nedergaard har i flere uger forsøgt at få kommunen til at skifte en defekt pære i en gadelampe på Elmevej i Værløse. Men indtil videre uden held.
Umiddelbart lyder det måske ikke som den store katastrofe, at der er gået en pære i en gadelampe, men ifølge Jette Nedergaard er det guf for tyveknægtene, at de kan bevæge sig rundt i mørket på villavejen uden af blive set.
"Vi er jo hårdt plaget af indbrud i øjeblikket, og jeg forstår ikke, at kommunen ikke har fået skiftet pæren endnu", siger hun.
Læs også: Konen lå og sov: Mand opdagede indbrudsforsøg fra udlandet
Jette Nedergaard har flere gange kontaktet kommunen for at få dem til at komme forbi og kigge på gadelampen. Jette Nedergaard kontaktede - ifølge hende selv - kommunen første gang for cirka tre uger siden, men der er stadig ikke kommet lys i lampen.
"Vi læser og hører om de mange indbrud, der er her i kommunen, næsten hver dag. Man hører også om forskellige måder, man kan forebygge indbrud på, og jeg kan ikke forstå, at kommunen ikke sørger for at få repareret gadelygterne, så de kan oplyse gade og vej - og på den måde gøre livet svært for indbrudstyvene", siger Jette Nedergaard.
Men en oplyst villavej er ikke kun til gavn for indbrudsforebyggelsen. Det er også besværligt og farligt at bevæge sig rundt på en mørklagt villavej.
"Der er temmelig langt mellem gadelamperne her på vejen, og der er så mørkt her i det område, hvor gadelampen er gået ud, at man næsten ikke kan se, hvad der er fortov og vej. Der stor risiko for, at der er nogen, der falder og kommer til skade", siger Jette Nedergaard.
Hos Furesø Kommune beklager Niels Thygesen, der er by- og kulturdirektør, at pæren ikke er blevet skiftet endnu.
"Kommunen lægger vægt på, at belysningen på de kommunale veje og stier er intakt og fungerer. Det har betydning både for indbrudsforebyggelsen og for at undgå faldulykker. Det er derfor ærgerligt, når en indrapporteret fejl ikke bliver udbedret inden for de aftalte 10 dage. Vi har derfor påtalt sagen over for det firma, som står for driften af belysningsanlæggene. Den konkrete lampe vil blive skiftet inden ugens udgang", lover Niels Thygesen.