Da Ingrid Bergman spiste kringle på Lindegårdsvej

En februardag i 1959 satte to kvinder sig ind i en lillebitte Renault og kørte mod København.
Indtil da havde Karen Zimsen ikke tænkt så meget over, hvem hendes passager var.
Men jo tættere de kom på indre by, jo tydeligere blev hun: Den hvide silkekjole med slæb, det usminkede ansigt. Og Karen blev nervøs.
"Bare der ikke er nogen, der ser hende," tænkte hun.
*
Ingrid Bergman gik som om, hun svævede. Og så spiste hun fødselsdagskringle med stor fornøjelse. Det var Karen, der blev sendt til bageren på hjørnet af Lindegårdsvej og Ordrupvej for at hente den, og så drak de te i hendes mors stue i empiremøblerne, hvori de havde skjult våben under krigen.
Ingrid Bergman sad i sofaen, altid iført en form for spadseredragt, og fortalte historier om Italien, om børnene og Roberto Rossellini. Om rejserne og Humphrey Bogarts jaloux kone, der ofte dukkede op under optagelserne til ‘Casablanca'.
Det er det billede, Karen ser klarest, når hun tænker tilbage: Ingrid Bergman i sin pæne dragt i sofaen med te og kringle. Aldrig havde hun set en kvinde så smuk som hende.
Hun kom i taxa. Nogle gange uanmeldt. Andre gange ringede hun i forvejen.
Karen ved stadig ikke præcist, hvorfor hun valgte hendes mors sted. Men en sidevej til Jægersborg Allé var vel diskret, lidt gemt. Karens mor købte den treetagers patriciervilla få år efter 2. Verdenskrig og mandens død.
“Nu vil jeg lave pensionat,” sagde hun.
“Nej, det kan De da ikke,” sagde sagføreren.
“Det bliver jeg nødt til. Jeg vil ikke vaske for folk,” sagde hun.
Karens mor og far havde stået for at passe Hellerup Idrætsklubs tennisbaner og restaurant. Før det arbejdede faren som matros, og hun var rengøringskone. På et tidspunkt gjorde hun rent på en lægeklinik på Østerbro, hvor en kvinde forlod sin nyfødte datter, og sådan blev hun Karens mor.
Karen blev student fra Gentofte Statsskole i 1949, giftede sig hurtigt og begyndte på socialrådgiveruddannelsen i København. Men hun kiggede ofte forbi pensionatet og hjalp til.
Der var ikke plads til mere end fire-fem gæster. Til gengæld var de særlige, dem, der endte med at leje værelserne. Som Fru Vital - en høj, kridhvidhåret dame, der ikke deltog i fællesspisningen og sjældent talte med nogen.
Dog vidste Karens mor, at hun var flygtet fra Tyskland og havde forsøgt at flytte til Stockholm, men ikke følte sig velkommen, da hun nåede frem. Der havde været behov for lav profil. Noget, hendes niece besluttede kunne lade sig gøre på en villavej nord for København.
Det blev aldrig sagt, men Karen vidste, at Fru Vitals liv på pensionatet var en hemmelighed. Og derfor fortalte hun heller ikke om niecens besøg til andre end sin mand.
Forholdet mellem den ældre dame og Hollywood-skuespilleren var tæt. Ingrid Bergman var tre år, da hendes mor døde, og 13, da hun mistede sin far.
Når hun besøgte Fru Vital på pensionatet, kaldte hun hende for Mutti. Hun listede ind ad bagdøren, så de andre gæster ikke så hende og havde for det meste et eller andet med til sin moster. Penge, tøj, bøger.

*

Telefonen ringede på Lindegårdsvej. Stemmen i den anden ende spurgte efter Karen. Kunne hun komme og hjælpe til med en pakke, der netop var blevet leveret til adressen?
Ingrid Bergman trådte ud af taxaen i gulvlang aftenkjole og gik med Karen ned i kælderen, hvor pakken stod og ventede.
Hun slyngede kjoleslæbet om halsen, før de grinende begyndte turen op ad alle trapperne til 1.salen og Fru Vitals værelse. Pakken landede hårdt på gulvet, og Ingrid Bergman kastede sig ned på den og rev papiret af den nye madras.
Mosteren slog hænderne sammen ved synet af gaven og fik våde kinder. Karen stod i døråbningen og betragtede Ingrid Bergman bakse den gamle madras op fra sengen og presse den ud igennem vinduet.
Og så blev hun sendt ned efter kringle og te, før Ingrid Bergman skulle videre til premieren på musicalen ‘My Fair Lady', som hendes nye mand Lars Schmidt satte op på Det Ny Teater.
"Skal jeg ringe efter en taxa?" spurgte Karen.
"Nej, du kan vel køre mig i din bil,” sagde Bergman.