Vi håndterer både jul og visioner
“Vi forsøger gennem vores virke at være en samlende faktor i Thorsager og omegn.”
Sådan lyder det fra ordførende i bestyrelsen for Thorsager Bylaug, sognepræst Jørgen Gleerup.
Det sker først og fremmest via laugets aktiviteter, hvoraf det lige nu er julebelysning og juletræstændingen, som er aktuel.
Flagalleen hører også til ansvarsområdet, hvor foreningen sørger for, at Dannebrog pryder rundt omkring i byen på officielle flagdage, ved højtider og mærkedage.
I 2016 udvidedes listen af aktiviteter i Bylaugets regi med Skt. Hans-fejringen med bål ved spejderhytten Lille Arnold.
Det blev meget velbesøgt arrangement, som mange borgere i byen sluttede op omkring.
“Vi håber at kunne gøre midsommerfesten til en god og blivende tradition i byen,” siger Jørgen Gleerup og tilføjer, at festen blev arrangeret i samarbejde med KFUM-spejderne.
Thorsager Bylaug arbejder imidlertid også på flere områder nært sammen med Thorsager Distriktsråd.
“Vi har et fælles ønske om en visionær udvikling af vores by,” konstaterer Jørgen Gleerup.
Et andet af Bylaugets bestyrelsesmedlemmer, kasserer og brugsuddeler Keld Madsen, fremhæver også det gode samarbejde med Distriktsrådet.
“Hvis Bylauget og Distriktsrådet ikke havde stået sammen, så var Thorsager ikke kommet med i det grønne bånd. Men via gode kræfter i dialog med kommunen, så lykkedes det,” siger Keld Madsen med henvisning til, at Thorsager får et såkaldt standsningssted, når Letbanen kommer forbi.
Thorsager Bylaug giver også sit besyv med, når det drejer sig om, at byen præsenterer sig pænt og overdenligt.
Jørgen Gleerup og Keld Madsen nævner blandt andet renoveringen af byens Mindesten i år, en sag, hvor Bylauget samarbejde med Distriktsrådet var inde over.
“Det er vigtigt, at der er mange ildsjæle i en by af Thorsagers størrelse, og at man engagerer sig i byens udvikling,” konstaterer Jørgen Gleerup og Keld Madsen.