Fortsæt til indhold

Peter overlevede bjørneangreb

Bidt og hoppet på af en gal bjørn. Peter Werner fra entreprenørfirmaet Enkon overlevede angrebet

Samfund
Kian Johansen

Peter forsøgte at proppe en patron i kammeret på sin Sauer 90 308. Bjørnen, der nok vejede omkring 350 kilo, nåede frem og vappede ud efter ham.
Det fortæller Peter Werner fra Ulstrup. Han ejer entreprenørvirksomheden Enkon i på Mågevej i Hadsten.
Lørdag fik han tæsk af en rumænsk brun bjørn, da han var på vildsvine - og ulvejagt i Vilcea bjergene tre timers kørsel fra Bukarest.
“Bjørnen stod mellem mig og min jagtkammerat, så jeg kunne ikke skyde den. Jeg klappede og skød op i luften. Så gik den efter mig.”

Bjørne er da bange

Lørdag var ellers startet fredeligt. Med 100 meters mellemrum gik han og elleve jagtkammerater igennem et bjergrigt jagtområde med 20 centimeters sne, mens klappere foran banede vejen. Bjørne forsvandt, hvis man klappede, havde de fortalt Peter Werner og gutterne. Trods larmen fortsatte den her igennem kløften, mens Peter og kammeraten til højre filmede det. Pludselig opdagede de to, at den brune bjørn var kommet for tæt på og var på vej mod kammeraten.
Peter klappede og skød op i luften, bjørnen ændrede retning mod Peter.
Han undveg labben, men på en eller anden måde fik bjørnen ram på ham i højre side. De trimlede ned ad en skrænt og den fortumlede jæger landede i en kløft. Bjørnen begyndte at hoppe ovenpå Peter Werner og til sidst bed den ham flere gange i skulderen. Så gik den igen,
“Jeg dækkede mit hoved og hals, så måtte den trampe alt det, den ville på min ryg og resten af kroppen. Jeg forsøgte flere gange at få fat i min jagtdolk, men nåede det ikke, Min riffel lå fem meter væk og havde jeg kommet til den, så havde jeg skudt bjørnen.” fortæller Peter Werner fra et hospital i Bukarest få timer før han skal opereres.
Under overfaldet brækkede han lårbensknoglen og fik adskillige bid på kroppen. Han er ved godt mod og håber at komme hjem efter en uges tid, når han igen kan stå oprejst. Operationen tager nok et par måneder at komme sig over.
“Jeg skal helt sikkert på jagt igen i Rumænien, og som min søster siger: “Hvis jeg ser den bjørn igen, så skyder jeg den,” lyder det eftertrykkeligt. Med til historien hører, at det koster en bøde på 40.000 Euro at skade en fredet bjørn.

Peter Werner, der ejer Enkon i Hadsten overlevede at en bjørn trampede på ham. Arkivfoto: Kian Johansen