“Flygtninge skal have en ven”
Når der ankommer en flygtning til Haderslev, skal der stå en ven parat. Det er Røde Kors’ ambition
Hver gang en flygtning kommer til Haderslev kommune, skal der stå en frivillig klar til at være ven og guide ind i det danske samfund. Det mener Røde Kors, som inviterer alle interesserede til informationsmøde.
Røde Kors i Haderslev søger frivillige, som vil hjælpe kommunens flygtninge med at træne dansk og lære lokalmiljøet at kende. I alt står 20 familier og enlige flygtninge på venteliste til at få en dansk ven. Derfor inviteres alle interesserede til informationsmøde i Haderslev den 15. december.
På mødet kan du høre mere om, hvem flygtningene er, og hvad det vil sige at være frivillig ven med en flygtning. Maria Hurup Sigurdson, afdelingsleder på Integrations – og modtagecenteret i Haderslev Kommune, fortæller om lovgivningen på området og håndteringen af kommunens flygtninge. Derudover vil der være et oplæg om Røde Kors' generelle integrationsindsats, ligesom Røde Kors i Haderslev vil fortælle om arbejdet i lokalområdet.
Mødet finder sted torsdag 15. december klokken 17.30 på adressen Bispebroen 3, 6100, (mødelokale 10 og 11).