Gymnasieelevers weekend-druk skal nu undersøges
Rungsted-elever drak i 2014 mere end kammeraterne i resten af landet. Nu skal deres sundhedsprofil kortlægges
OPDATERET
Selv om tallene er et par år gamle, bekymrer de politikerne i Hørsholms sundhedsudvalg i en sådan grad, at de vil bruge lidt mere krudt på at se på Rungsted Gymnasiums elevers drukkultur.
“Vi har ikke undersøgt forholdene for gymnasieeleverne. Og da sundheds og trivsel hos vores folkeskoleelever overordnet set ser ud til at være i orden, vil vi nu se nærmere på gymnasieeleverne”, siger Niels Lundshøj (S), formand for Sundhedsudvalget, til Ugebladet.
Konkret betyder det, at kommunen næste år dropper den årlige analyse af sundhedsprofil for 8. klasserne og vil i stedet se på, hvorden det står til på kommunens gymnasium.
Alkohol hver weekend
Baggrund er tal fra 2014, som viser, at eleverne på gymnasiet går lidt mere til den med alkohol end kammeraterne andre steder i landet.
Ifølge Statens Institut for Folkesundhed drak langt flere af Rungsteds gymnasieelever alkohol hver eller næsten hver weekend end kammeraterne i resten af ladet.
Rungsted-eleverne svarede også, at flere end på landsgennemsnit drak mere end fire genstande pr. måned.
Pigerne ryger til fester
Til gengæld fandt undersøgelsen af gymnasieelevernes sundhedsprofil færre daglige rygere i Rungsted, hvor der til gengæld var flere festrygere. Mest udpræget blandt pigerne, mens Rungsteds drenge stort set festryger lige så meget som landets øvrige gymnasieelever.
Undersøgelsen viser også, at der i 2014 var flere piger på Rungsted Gymnasium end i landsgennemsnit, som oplevede en lav livstilfredshed - og at så er der færre overvægtige i Rungsted end i resten af landet.
Denne artikel er opdateret onsdag 7. december. Der er ændret i overskriften efter henvendelse fra Rungsted Gymnasiums rektor, Mogens Hansen. Han mener, at overskriften "Gymnasiedruk i Rungsted: Nu skal det undersøges", er misvisende, fordi den efter hans mening peger mod, at drikkeriet finder sted på Rungsted Gymnasium.
Det er ikke tilfældet og heller ikke det, artiklen handler om.
Undersøger man, i hvilken sammenhæng ordet 'gymnasiedruk' anvendes - eksempelvis på Google - dukker ordet op i sammenhæng med gymnasielevers drikkeri både i og uden for et navngivet gymnasium.
Tvivlen kommer derfor Mogens Hansen til gode, og derfor er overskriften ændret fra den oprindelige. Fred Jacobsen, redaktør Ugebladet.
Deltag i debatten på Ugebladets facebook-side.