Slaraffenland for street-freaks har bidt sig fast
60 unge primært i alderen 9-17 år føler ejerskab til den fire år gamle park i Kolind
Det ser både vildt og sejt ud, når drengene drøner op og ned af ramperne og laver akrobatiske vendinger og andre smarte tricks i luften.
Jo, der er skam liv og glade dage i Skateparken Kraftværket på Engvej i Kolind i de to haller, der tidligere husede det lokale varmeværk.
Positive overskrifter
Stedet blev for snart fire år siden forvandlet til et slaraffenland for børn og unge med hang til fart og tempo på skateboard, BMX-cykler, løbehjul eller rulleskøjter.
Skateparken Kraftværket har netop tiltrukket positive overskrifter, fordi stedet vandt 2. præmien i konkurrencen om at blive Årets Forening hos Go'On-gruppen, som kvitterede med rare 50.000 kroner for værdigheden.
Men hvad er egetlig status for Skateparken?
Pernille Greve, som er leder af Kraftværket, oplyser, at der er 60 faste brugere af Skateparken. Dertil kommer “strøgkunder”, der bare kommer forbi.
“Vores nærområde er i en radius på 40-45 kilometer, men i virkeligheden kommer der folk fra hele landet,” siger Pernille Greve.
Det hænger sammen med den måde, stedet drives på med 15 frivillige, mener hun.
“Der er altid ansvarlige voksne til stede, og så banen unik, fordi man er velkomne til at anvende både løbehjul, skateboard og rulleskøjter her,” tilføjer Pernille Greve.
Streetkultur i faste rammer
Hvad sker der egentlig med street-kulturen, når man putter den i et hus med regler og faste rammer?
“Vi forsøger ikke at være en institution. Men vi har alligevel faste rammer, og det viser sig, at det passer de unge godt,” siger Pernille Greve.
Børnene føler et ejerskab
Hun henviser også til, at der aldrig er ballade, fordi både børn og unge selv tager tingene i opløbet, inden det udvikler sig.
“Det tror jeg, at de gør, fordi de føler et ejerskab til stedet,” siger Pernille Greve.
Det er blandt andet en stærk forældregruppe, der sørger for at holde hjulene i gang i Skateparken. Men forældregruppen sender roserne retur til Pernille Greve.
“Det burde omdøbes til Pernilles Kraftværk,” lyder det fra Thomas Laursen, Kolind, som selv har tre unger, der dyrker streetssport i de to haller.
I dag er Skateparken Kraftværket anerkendt indenfor streetsport og har samarbejdspartnere i både ind- og udland.
Vi forsøger ikke at være en institution. Men vi har alligevel faste rammer, og det viser sig, at det passer de unge godt...
Pernille Greve