Taskforce skal skaffe arbejdskraft
Industriens Fond bevilgede tidligere på året 3,4 millioner kr. til projektet ”Task force til industrien”, hvor to task forces i henholdsvis Favrskov og Silkeborg oprettes. Målet med projektet er at få flere virksomheder til at ansætte flygtninge for at imødegå de begyndende udfordringer med at få tilstrækkelig arbejdskraft.
I Favrskov er task forcen blandt andet sammensat af repræsentanter fra Favrskov Erhvervsråd, fagforeningen 3F og ledere fra lokale industrivirksomheder som Uni Pur og Hammel Furniture, der har et stort netværk, og som har relevant erfaring, de kan give videre til andre virksomheder. Det skal ske gennem konkrete redskaber og erfaringer, som medlemmerne af task forcen vil dele med industrivirksomhederne.
”Vores drøm er, at vi kan engagere hele lokalområdet i Favrskov, så vi kan slå to fluer med ét smæk: Job til flygtninge og arbejdskraft til industrien,” siger Ea Nielsen, kommunikationschef i videns- og netværkshuset Cabi, som leder projektet. dietz