Fortsæt til indhold

Du har ideen – sådan finder du pengene

Mange virksomheder er ikke klar over det væld af muligheder for finansiering, der findes. Hvor går man hen, når banken siger nej? Selvom nye finansieringsmåder, som fx crowdfunding, er i fremmarch, så kender flertallet af virksomheder stadig ikke til dem.

Samfund
Arkiv

FINANSIERING Alle virksomheder uanset branche og størrelse får på et tidspunkt brug for ny kapital. Udfordringen ligger i at få et overblik over mulighederne og få taget hul på processen. Mere end 65% af de danske virksomheder, som får nej til et banklån, ender med enten at opgive deres vækstprojekt eller at låne penge af familien i stedet. Det viser en undersøgelse fra september 2016 foretaget af Foreningen Danske Revisorer.
For at klæde virksomhederne bedre på – og dermed styrke væksten – afholdte Næstved Erhverv i samarbejde med Væksthus Sjælland, Vækstfonden, Capnova og Næstved Erhvervsforening en stor kapitaldag onsdag 23. november 2016 med fokus på de mange finansieringsmuligheder, der findes.

Mange støtteordninger fra det offentlige

Virksomhederne mødte talstærkt op til kapitaldagen, og de 200 deltagere var lydhøre og koncentrerede om eftermiddagens emne: Sådan skaffer du penge til at vækste din virksomhed.
Kapitaldagen foregik i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, hvor tretten udbydere af kapital samtidig havde stande i foyeren. Siden finanskrisen har både den danske stat og EU søsat en lang række initiativer for at hjælpe virksomheder med finansiering for at få gang i væksten.
En del af de offentligt finansierede støtteprogrammer var repræsenteret med en stand, og derudover kunne man også finde netværk for private investorer, for eksempel Connect Denmark, der hjælper virksomheder og investorer med at komme i kontakt med hinanden.

Kapitaldagen i Næstved blev skudt i gang af direktør Rasmus Holst-Sørensen fra Næstved Erhverv. På tribunen sad knap 200 erhvervsfolk fra Næstved, det øvrige Sjælland og Lolland-Falster. Foto: Næstved Erhverv

Danmarks første investeringscrowdfunding-platform

Crowdfunding er en af de finansieringsformer, der vokser hastigt i disse år. Danmarks første investeringscrowdfunding-platform er for nylig gået i luften. Platformen hedder CrowdInvest og er godkendt af Finanstilsynet. Det er ifølge crowdfunding-ekspert Kristine Pontoppidan fra NinjaConsult en vigtig pointe, når en virksomhed skal vælge platform til finansiering via investeringscrowdfunding.
“ Vælg altid at bruge platforme, som reguleres af Finanstilsynet, hvis I vælger at anvende låne- eller investeringscrowdfunding. Det betyder blandt andet, at jeres investorer er beskyttede efter de danske regler om investering,” sagde Kristine Pontoppidan i sit oplæg på kapitaldagen.
Kristine Pontoppidan var én blandt i alt femten oplægsholdere, der hver fortalte om deres del af det finansielle marked.

Kom i gang med crowdfunding

Uden for plenum bestod kapitaldagen af tre målrettede workshops henvendt til hhv. etablerede virksomheder, banker og rådgivere og til iværksættere og små virksomheder. Alle tre workshops var fyldt til bristepunktet. Den mest populære var workshoppen for iværksættere og små virksomheder, hvor især Kristine Pontoppidans oplæg omkring crowdfunding tiltrak deltagerne.
“Crowdfunding er ikke noget nyt. Crowdfunding er bare et nyt ord for en finansieringsform, hvor mange går sammen om at investere i en del af et produkt, en service, en ydelse. Faktisk er Danmarks største (ufrivillige) crowdfunding SKAT. Vi ”investerer” alle sammen i en fælles pulje, som vi får en slags afkast fra.
Så principperne er oldgamle. Det nye er, at teknologien nu gør det muligt for den enkelte investor at investere nemt og gennemsigtigt og globalt,” sagde Kristine Pontoppidan.

Crowdfunding er meget mere end penge

Kristine Pontoppidan pointerede, at hvis en virksomhed kun er ude efter kolde penge, så skal man ikke vælge crowdfunding. Crowdfunding er mere socialt baseret.
“Min mor investerer for eksempel i designprodukter via crowdfunding. Hun er bestemt ikke den udprægede investortype i traditionel forstand, og har ikke investeret før. Men fordi det foregår via sociale medier og internettet, så kan hun sidde derhjemme og investere i de produkter, hun godt kan lide. Hun køber med hjertet, og det er der masser, der gør,” påpegede Kristine Pontoppidan.
Det er altså med crowdfunding blevet overskueligt for almindelige mennesker at investere. Det betyder, at mange bække små kan blive til den finansiering, som en virksomhed står og har brug for.
“Man skal ikke tro, at crowdfunding er en guldpotte, der står og venter på ens virksomhed for enden af regnbuen. Det er ikke nemme penge. Det er hårdt arbejde at finansiere på den måde. Man skal være klar over, at det kræver god markedsføring, åben kommunikation og hårdt arbejde. Men så får man til gengæld også meget mere end bare penge ud af det. Med crowdfunding får virksomheden et hold af ambassadører, der er villige til at hjælpe produktet på vej ud i markedet,” sagde Kristine Pontoppidan.
sl