Kan en blind finde vej?

I Danmark bryster vi os ofte af, at følge internationale konventioner om menneskerettigheder, miljøregler og have et højt niveau af generel anstændighed over for svage i samfundet og et stærkt system, der sørger for rimelige vilkår for alle. Høj som lav. Og når man så kommer ned fra den høje hest og hjem i stuen, hvad betyder alle de principper så for dem det skal sikre rettighederne for?
Det satte vi os for at finde ud af, og derfor mødte vi Søren Grotum i Birkerød på en halvkold dag, hvor regnen ind i mellem dryppede på os. Søren Grotum er en kendt person i Rudersdal og især i Birkerød, hvor han som frivillig i flere foreninger deltager meget aktivt i lokalsamfundet. Men grunden til det er netop ham, vi har sat i stævne er, at han ser dårligt. Faktisk ser Søren så dårligt, at han går med blindestok og som synshandicappet har han også i årevis været engageret i handicappolitik gennem sin deltagelse i arbejdet i Handicaprådet i Rudersdal Kommune.
Vi skal ud og gå tur. Vi skal se på de forhindringer en handicappet kan møde, og det første sted Søren foreslår vi tager hen 'pengetorvet' for enden af Birkerød Hovedgade. Vi parkerer bilen og Søren Grotum viser vej til problemet på torvet.
Der står et skilt, der angiver at hastigheden maksimalt må være 30 km/t. Og det kan godt være bilerne kun kører det tilladte, men Søren og jeg står længe og venter for at komme over vejen, hvor der ingen markeret overgang er. Og det er et problem for Søren med hans syn eller andre, der måske ikke er hurtige på fødderne.
”Hvad gør du så?” spørger jeg. Her kan han et trick. Han folder blindestokken ud, stikker den langt frem foran sig og begynder at gå. Jeg halser efter med et smørret grin. For det trick skal nok få bilerne til at bremse.

En lige linje

Vi går op ad gågaden for at se på forholdene.
I belægningen er der lagt en enkelt række knopfliser.
"Det er helt håbløst fundet på," siger Søren Grutum. den er svær at finde med stokken, men det er den der skal være ledelinje for svagtseende. Selv om den måde den er lavet på ikke helt lever op til de retningslinjer, der er for den slags. De skal være i en kontrastfarve, så man kan se dem selv om synet er dårligt og så er stenen irriterende at følge med en blindestok. Linjen er smal, men Søren har et positivt sind.
”Det er også ind i mellem det muliges kunst,” siger han.
Vi går videre og foran en af forretningerne i gaden giver han et skilt et puf. Det står for tæt på ledelinjen. Der skal være 50 cm. Fri på begge sider. Længere fremme finder vi endnu et eksempel på et skilt, der står i vejen og Søren leder an til et tredje sted, hvor han – efter flere års kamp med kommunen – fik held til at få rykket et skilt, som var placeret forkert.
Også foran Birkerøds største dagligvareforretning er den gal. Ud for Føtex er vejen ikke farbar langs ledelinjen.

Hurtig varehuschef

Søren Grotum fortæller, at han ind i mellem gør butikkerne opmærksomme på problemet og at han tidligere har været inde i Føtex og fortælle om reglerne. Men i dag er der gået et eller andet galt.

Godt eksempel

Vi går tilbage gennem gågaden og her viser Søren mig en rampe, der ser lidt hjemmelavet ud og som leder op til en frisør. Det synes han er et godt initiativ. Men han fortæller også, at der er initiativer, der ikke bliver belønnet.
Ud for en af byens banker kan man se en rampe, der ikke er der. Den er blevet fjernet fortæller Søren. Der har været en, men kommunen tillod ikke at banken havde sådan en. Nu er den væk og i stedet er der to trin op til bankens dør.
Lige bag hovedgaden ligger fiskehandleren. Her skal vi hen, for her er lavet en god løsning. Der er lavet en flot svungen stenbelagt rampe op til den brede dør i butikken, der oveni købet er en automatisk skydedør, som gør det let at komme ind, hvis man er i kørestol.

Godt og skidt i Holte

Vi skal videre. For vi kan ikke nøjes med Birkerød. Vi tager også en tur til Holte her parkerer vi på den store p-plads over for Holte Midtpunkt, for at se på forholdene omkring indkøbscentret og stationen.
Vi skal over vejen i det store kryds, som jeg tænkte ville være et svært sted for en synshandicappet at komme over. Men bip-lydene gør, at her føler Søren sig ganske sikker og her er ingen klagepunkter.
Vi kommer over på den anden side og her er der til gengæld en anke ved indgangspartiet til centret. Der er bygget en rampe, der skulle være til kørestole, men tager man et kritisk kig på den kan man sagtens se, at den mildest talt er stejl. Jeg skulle ikke nyde noget af at køre ned af den, for der ville komme for meget fart på er jeg sikker på.
”Ja, der skal et godt stykke vej til at tage farten af på,” siger Søren Grotum og griner lidt. Igen taler vi om det muliges kunst. Det ser ikke ud som om der er plads til at lave det anderledes, men det bliver rampen jo ikke mere anvendelig af.
Søren vil vise mig et sted, hvor der virkelig er gjort meget godt for mennesker med handicap eller funktionsnedsættelser. Så vi går ad fortovet op mod Holte Station. Og den vej er ikke lige til at komme frem på for Søren Grotum. Først er der en blomsterhandel, der fuldstændig har ignoreret ledelinjen, dernæst en café og så endnu en blomsterhandel, der breder sig over det meste af fortovet. Det ser heller ikke for pænt ud foran Netto, der også har sat deres varer der hvor Søren skulle bruge markeringen i fortovet til at følge med sin blindestok.
Vi slipper igennem forhindringsløbet og op på den nyligt renoverede stationsplads. Her er Søren Grotum fuld af lovord.
”Her er alt lavet efter bogen. Ledelinjen er bred og let at følge og der er rampe op til kiosken og elevator til sporene. Og det er gennemført lavet rundt til alle busruterne,” siger han. Her slutter vores lille tur de force rundt i kommunens to største byer.
Jeg kører Søren tilbage til Birkerød. I bilen taler vi om tilgængeligheden og Sørens tilgang er ret pragmatisk.
”Det er det muliges kunst. Og vi er da privilegerede her i kommunen. Der er steder, hvor det ser meget værre ud. Men det skal altså være i orden alligevel,” siger han.