Fortsæt til indhold

Årets Sveske klar til Brunch i Kafé K

Stemningen hos Maluna i Hørning steg fredag til skyerne, da Bente Hemmingsen blev årets Svesken bag disken og vinder af brunch for to på Kafé K

Samfund
Grethe Bo Madsen

"Nej, hvad laver du her,” lød det fra en forbløffet Bente Hemmingsen, da Lykkens Gudinde fra Lokalavisen fredag lagde vejen forbi Maluna i Hørning.
Med hele 136 stemmer røg Bente ind på en fornem førsteplads i konkurrencen om at blive den mest populære diskenspringer i de seks Svesken bag disken-portrætter, Lokalavisen har bragt hen over efteråret.
På andenpladsen kom Charlotte Thomsen fra Butik Aroma i Galten med 113 stemmer, mens Mads Reese fra Vinoble i Skanderborg kom ind på tredjepladsen med 111 stemmer.
“Det er jeg simpelthen så glad over. Nej, hvor er det en dejlig overraskelse. Mon ikke det bliver min mand Bjarne, jeg tager med til brunch for at fejre det,” smilede Bente, der lige straks er færddiguddannet voksen elev hos Maluna.
Svesken bag disken er blevet til i et samarbejde med fotograf Per Bille fra Ry. Han er manden, der først fik ideen til at hylde nogle af de lokale ildsjæle, der gør en forskel bag disken, så vi andre får en god oplevelse. Det er også ham, der har taget portrætbillederne, vi har brugt i artikelserien.
Per “skød” Bente tilbage i september, da hun var ved at lægge sidste hånd på sit afsluttende projekt som voksen elev.Den populære ekspedient kvittede nemlig sit job som lægesekretær for som 55-årig at forfølge en gammel drøm om at blive sælger i en tøjbutik. At dømme efter hendes store popularitet, må det siges at være en god beslutning.

Fotograf Per Bille fra Ry er manden bag ideen og billederne til Svesken bag disken. Her er hans foto af Bente, den populære ekspedient, der som 55-årig droppede jobbet som lægesekretær, for at forfølge drømmen om at blive sælger i en tøjforretning. Foto: Per Bille / www.ry-foto.dk