Væksten startede dag 1
Chokoladeproducenten Økoladen har, siden Jan og Amanda Elmelund overtog virksomheden for 12 år siden, oplevet vækst på alle parametre. I dag har man udviklet sig til at være blandt landets førende leverandører af økologisk chokolade og leverer til såvel d
VÆKST Lige siden Jan og Amanda Elmelund overtog chokoladefabrikken Økoladen i 2004 - hvor produktionen foregik i lokaler på en 1. sals bygning på Farø, har man udviklet sig til at være en af de førende leverandører herhjemme af økologisk chokolade.
I 2006 flyttede man til den nuværende fabrik i Ørslev ved Vordingborg, og med en årlig produktion på 70 ton har de 16 ansatte travlt hver dag med at producere fabrikkens mere end 150 varianter af chokolade og relaterede produkter, som fx marcipan.
Fokus på 100% økologi og høj kvalitet
Hemmeligheden bag Økoladens imponerende vækst ligger, ifølge Jan Elmelund, i et skarpt fokus på økologi og ikke mindst, at man holder fast i at producere chokolade af meget høj kvalitet.
"Vi har altid været 100% fokuseret på økologi. Alle vores produkter er økologiske og sammenholdt med at interessen for økologi har været støt stigende i befolkningen siden starten, har det betydet øget efterspørgsel efter vores produkter år efter år. I dag er økologi ikke mere for dem som har økonomi til at købe økologiske produkter, eller blot et byfænomen. Nu vinder det nemlig også indpas i den brede detailhandel, og det er faktisk i landområderne, at efterspørgslen efter økologi stiger mest netop nu," fortæller han. Samtidig fremhæver han den høje kvalitet som en væsentlig årsag til Økoladens vækst gennem alle årene.
"Vi har altid holdt fast i kvaliteten og går aldrig på kompromis for at spare noget, fx på råvaresiden eller i produktionsmetoderne. Selvom det koster noget ekstra i produktionsomkostninger, kommer det igen fordi kunderne sætter pris på høj kvalitet," siger han.
Langt det største produkt i forretningen er økologisk pålægschokolade, produceret under såvel eget navn, som private label for henholdvis Coop (Änglamark) og Irma Økologisk, men mange chokoladeentusiaster vil sikkert også fremhæve Økoladens berømte hvide chokolade med lakrids (Chok O Blok), der vandt den økologiske guldmedalje i 2006, eller andre spændende varianter i det brede sortiment.
Ny webshop er en kæmpe succes
Én ting er, at økologien for alvor har slået igennem over en bred front og efterhånden kan købes i alle typer detailbutikker. Men samtidig udvikler forbrugsmønstrene sig sådan, at en stadigt stigende andel af både private og virksomheders indkøb foregår via nettet. Derfor har man hos Økoladen netop lanceret en ny webshop, som også kan anvendes på mobiltelefonen, for således at åbne for muligheden for også at kunne købe sin chokolade online.
"Den nye webshop er en kæmpe succes. Allerede den første måned har vi registreret en omsætning, der er lige så høj som hele sidste års omsætning. Det betyder naturligvis, at vi har høje forventninger til den fremtidige omsætning i webshoppen," siger Jan Elmelund.