Knudstorp stopper som Lego-direktør
Fredericianske Jørgen Vig Knudstop skal ikke længere være Legos øverste direktør. I stedet bliver han bestyrelsesformand for Lego Brand Group.
“Jeg har nydt at være direktør for denne her fantastiske virksomhed, for jeg har en livslang passion for Lego-idéen,” siger Jørgen Vig Knudstorp i en meddelelse.
Familien Kirk Kristiansen bag Lego gennemfører en række ændringer, der både skal fremme brandets udvikling og sikre Legos forankring i familien.
”Vores familieejerskab er dybt funderet i Lego-idéen, som handler om læring og udvikling gennem leg, og om et unikt, kreativt legesystem, der giver uendelige muligheder. Med vores vækst de seneste år og globalisering følger nye, spændende muligheder for brandet, og vi etablerer Lego Brand Group for at kigge nærmere på disse nye muligheder,” siger Thomas Kirk Kristiansen, fjerde generations ejer af Lego Koncernen.
Jørgen Vig Knudstorp vil som formand for Lego Brand Group arbejde tæt sammen med næstformand, Thomas Kirk Kristiansen.
“Det har været virkeligt spændende at forberede os til fremtiden – ikke bare for næste generation, men også for de generationer, der kommer efter. Jeg er meget glad for det tætte samarbejde mellem Thomas og Jørgen, fordi jeg er overbevist om, at kombinationen af deres indsats og evner støtter vores mission om på den bedst mulige måde at inspirere og udvikle dem, der skal bygge fremtiden,” siger Kjeld Kirk Kristiansen, tredje generations ejer af Lego Koncernen og formand for bestyrelsen i Kirkbi A/S.
Jørgen Vig Knudstop stopper som direktør ved årsskiftet og indstilles som formand i Lego Brand Group til maj. Hans direktørpost overtages af Bali Padda, der i dag har titel af Chief Operations Officer i Lego. pau