"Sundhed må da godt være sjovt"
To trænere vil tage os under behandling - på den fede måde
To unge trænere vil gøre os sundere på den sjove måde. Simon Ruben, 22, og Rasmus Aagaard, 27, er efter nytår klar til at guide os til et sundere liv.
De vil skabe en boot camp i et lokale hos Fitnessmaster på Samsøvej i Hinnerup.
Og de to professionelle trænere kommer med god erfaring fra deres daglige arbejde som personlige trænere i Aarhus.
Bevægeligheden tllbage
Boot camp lyder hårdt, sådan lidt militæragtigt?
“Ja, hvis du kigger lidt rundt i markedet, kan du godt finde noget, hvor du får en stram tidsplan at følge. Men vi mener, det skal være sjovt at blive sundere,” siger Simon Ruben.
”Vi vil gerne hjælpe med at give bevægeligheden tilbage. Mange med et stillesiddende arbejde kommer jo sjældent længere ned, end sofaen er dyb,” supplerer Rasmus Aagaard.
Ud af hulen
”Vi skal kunne sætte os på hug uden problemer. Og det kan vi hjælpe med.”
De to trænere ved godt, at det kan være svært at få folk ”ud af hulen,” som de siger.
”Vores erfaring siger, at vi er bange for at udstille os, bange for at se forkerte ud, men her skal vi have det sjovt og lære at bruge redskaberne rigtigt. Det kan vi hjælpe med.”
"Træt klokken 13.30"
De to vil kigge hele vejen rundt, også på den kost, vi indtager.
”Kender du det at blive pissetræt klokken 13.30, når du først har fri klokken 17. Hvad spiser du, har din krop fået tilført den energi, som den har brug for,” spørger Rasmus Aagaard.
”Vi spiser måske forkert, eller har fulgt en kur i et dameblad, som lovede guld og grønne skove efter blot en uge. Og når effekten udebliver, så dropper du kuren og er tilbage.”
Lukket facebook-gruppe
De to vil sørge for, at deltagerne på de boot camp hold, som bliver oprettet, vil bruge hinanden fx via en lukket facebook-gruppe.
”Når du hører om andre, som har smidt de første fem kilo, så bliver du inspireret. Derfor skal vi udveksle erfaringer ad den vej også,” siger Simon Ruben.
Første boot camp er mandag 9. januar 2017.
Mød trænerne på deres egne hjemmesider:
Simon Ruben
Rasmus Aagaard