6000 hindbærsnitter gav kø på den røde løber
SuperBrugsen i Hørning investerer stort i ny bagerafdeling og nyt bageri, hvor brød og kager laves helt fra bunden
SuperBrugsen i Hørning går den modsatte vej i forhold til mange andre større supermarkeder, der ellers har lukket ned for brødproduktion i eget bageri.
Supermarkedet på torvet i Hørning har nemlig netop åbnet en splinterny bagerafdeling med eget bageri, hvor tre nyansatte bagere laver brød og kager helt fra bunden.
Det blev behørigt fejret forleden med flag og rød løber til kunderne. Der var i øvrigt også tilbud på hindbærsnitter, hvor det var forventningen, at der blev solgt 6000 i løbet af hele åbningsdagen.
Den 15 meter lange nye bagerafdeling inde i SuperBrugsen har fået ny disk bestående af lyst egetræ med sorte indfræsninger - i øvrigt efter eget design. Der er også blevet plads til et lille cafehjørne, som mange kunder har efterlyst, hvor man kan hvile fødderne og nyde lidt sødt til kaffen.
Uddeler Jens Grøftehauge erkender, at der er tale om en stor investering, ligesom det også er en løntung afdeling at drive med professionelle bagere.
“Det opvejes af, at vi laver tingene fra bunden, som både giver en bedre kvalitet, et løft til butikkens profil og en bedre indtjening,” siger Jens Grøftehauge.
Tidligere var der et såkaldt minibageri i SuperBrugsen som en blanding af halvfabrikata som bakeoff, rådej samt indkøbt brød fra en bager. Det var en afdeling, som kunne passes af butikkens ekspedienter alene.
“Vi havde en stor omsætning på bagerbrød. Men vi vil gerne hele tiden udvikle forretningen af hensyn til kunderne,” uddyber Jens Grøftehauge.
Kunder havde svaret i spørgeskemaer, at de godt kunne tænke sig en højere kvalitet på noget af det tidligere bager-sortiment.
“Derfor investerer vi i at opfylde disse ønsker, og når vi bager fra bunden af, så får man en rigtig god kvalitet,” konstaterer Jens Grøftehauge.