Rokade i vest sikrer ny leder på Højvangskolen
Tre jobopslag gav ingen ny leder på Højvangskolen i Stavtrup. Derfor er der lavet en rokade, som berører to vest-skoler
Tre dage. Så lang tid fik lærere, elever og forældre til at vænne sig til tanken om en ny skoleleder - både på Højvangskolen i Stavtrup og Tovshøjskolen i Gellerup.
Kommunen har nemlig valgt at rykke Tovshøjskolens leder, Aase Nielsen, til Stavtrup med jobstart allerede 1. december.
“Efter tre jobopslag er det ikke lykkedes os at finde en egnet kandidat, som matcher Højvangskolen, derfor har vi valgt at lave en udpegning af Aase Nielsen, da Højvangskolen ikke kan tåle at stå uden leder længere,” fortæller Tina Maagaard, der er områdechef for distrikt Skanderborgvej.
Kommunen kan nemlig rykke lederne rundt, uden de kan takke nej, da de ikke er ansat på én bestemt skole, men derimod er Børn og Unge ét samlet ansættelsessted.
God drift men blakket ry
Højvangskolen har været uden leder siden Kjeld Kromand stoppede i sommer.
Ansøgertallet har været lille - som det generelt er tilfældet i Aarhus Kommune, oplyser Tina Maagaard - men måske har skolen også et image, som har afholdt folk fra at søge.
“Det er muligt, at skolen har fået et negativt ry, da den har haft et stort underskud, som man har knoklet for at få væk, hvilket nu er lykkedes. I de 2,5 år, som Kjeld Kromand var leder, blev hele ledelsesteamet udskiftet, og der er blevet opbygget et smadderdygtigt team. Så der er ikke noget som helst galt med skolen. Det er en skole i god drift, men det har vi nok ikke været gode nok til at melde ud,” fortæller områdechef Tina Maagaard.
Sødalskolen er uden leder
Nu kunne man så tro, at det er Tovshøjskolens tur til at gå på lederjagt, men her kommer en tredje skole ind i billedet, nemlig Sødalskolen i Brabrand. Lederen herfra, Helle Mønster, rykker nemlig til Gellerup fra 1. januar. Indtil da er viceskoleleder Thomas Trønning konstitueret på Tovshøjskolen.
Det bliver altså Sødalskolen, som fra januar står uden leder.
Men risikerer I ikke, at I blot skubber problemet?
“Nu begynder hele ansættelsesprocessen forfra. Det er en anden skole med en anden profil, som måske tiltrækker nogle andre mennesker. Det kan tænkes, at nogle brænder lige præcis for Sødalskolens målgruppe, og at der derfor kan laves et bedre match her,” siger Tina Maagaard.
Vi har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Aase Nielsen.