Fortsæt til indhold

Frederiksbjerg Skole kåret til 'Årets skolebyggeri 2016'

Samfund
Arkiv

På en konference om fremtidens skole og læringsrum er vinderen af 'Årets skolebyggeri 2016' netop blevet kåret.
Arrangøren af konferencen er Nohrcon, som er en af Danmarks førende udbyder af kurser, konferencer og studieture om offentlige indkøb og byggeri.
Og det blev Frederiksbjerg Skole, der vandt prisen foran fire andre skoler. Juryen fremhævede blandt andet, at arkitekturen tager skolereformen på ordet og forløser aspektet med mere bevægelse både inde og ude – i sidste ende afgjorde en offentlig afstemning, hvem der vandt.
Borgmester Jacob Bundsgaard (S) roser skolen for et helt unikt skole- og børnemiljø, hvor funktionalitet og arkitektur glider smukt sammen med det omkringliggende byrum.
"Det er en rigtig glædelig nyhed, at Frederiksbjerg Skole er kåret som 'Årets Skolebyggeri 2016'. Det er første gang siden 1911, vi har bygget en ny skole i Aarhus Midtby, og der er lagt mange kræfter i, at byggeriet ikke alene skulle opfylde alle de krav, der kan stilles til en moderne skole, men også være et attraktivt omdrejningspunkt for hele bydelen og vægte bæredygtighed, fritidsbrug og grønne arealer. Prisen er med til at understrege, hvor godt projektet er lykkedes med både at skabe rammerne for et helt unikt skole- og børnemiljø og et enestående byggeri, hvor funktionalitet og arkitektur glider smukt sammen med det omkringliggende byrum," siger han i en pressemeddelelse.

En glad og stolt rådmand

Rådmanden for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), siger om skolen i en pressemeddelelse:
"Det glæder mig virkelig meget, at Frederiksbjerg Skole er kåret som Årets Skolebyggeri 2016. Det er også fuldt fortjent, for skolen er et unikt byggeri, centralt og smukt placeret i bybilledet i Aarhus. Det er lykkedes at forene pædagogiske visioner om bevægelse, læring og viden med arkitektoniske nyskabelser, som tilsammen udgør et funktionelt og sammenhængende fælleskab for både dagtilbud, skole og fritidstilbud. Elever, medarbejdere, forældre og alle de mange parter bag byggeriet har grund til at være stolte af prisen.”

En jury bestående af uafhængige eksperter vurderede alle de indkomne forslag, og fem projekter blev udvalgt og sat til offentlig afstemning i de seneste par uger.
Juryen udtalte blandt andet følgende om Frederiksbjerg Skole i forbindelse med nomineringen:
"Det er en stor kvalitet, at arkitekturen tager skolereformen på ordet og forløser dette aspekt. Skolen har taget bevægelse indendørs, men samtidig skabt plads til udfoldelse udvendigt på trods af de trange rammer. Mulighed for – og ansporing til – forskellige former for bevægelse er nærværende i bygningen. Dels via indkig til rum og sale – og kig ud på forskellige udendørs baner. Skolen har et kompakt design, der alligevel har spændende former for at tilpasse sig sin placering midt i byen. F.eks. er ankomstløsningen godt tænkt og forløst – den skaber en luftighed i et tæt område. Der er valgt kendte, robuste løsninger og overflader, der ikke vil give bygherren udfordringer de kommende år."
ksa