Status Quo lukker og slukker i Middelfart
Det legendariske band spiller den sidste elektriske koncert i Lillebælthallen
55 år med rockmusik og boogie, båret af tostemmig sang og guitar slutter, når Status Quo går på scenen i Lillebælthallen, Middelfart, den 29. april næste år.
De britiske legender har besluttet at indstille karrieren. Fremover vil de kun optræde sporadisk - og udelukkende akustisk. Men de slutter med et brag i Middelfart.
Gamle venner
For et par uger siden kontaktede bandets management folkene bag Rock Under Broen og tilbød dem den sidste elektriske Status Quo-koncert.
“Vi har haft Status Quo med under broen flere gange. Og vi er meget glade for at kunne præsentere denne koncert, som bliver deres sidste elektriske nogensinde. I hvert fald i Danmark, måske i det hele taget,” siger Rock Under Broen-talsmand, Bent Frandsen.
Status Quo har en lang række hits i bagagen. Blandt andre 'Rockin' all over the world', 'Whatever you want', og 'Caroline'.
De skulle have været med på juleklassikeren 'Do they know it's christmas' men forpasssede chancen, fordi de to sangere, Francis Rossi og Rick Parfitt, faldt i en flaske og gik ud som to lys i et af pladestudiets baglokaler. Derfor høres de ikke på klassikeren fra 1984.