Fortsæt til indhold

Borgmester anklages for ’uhyrligt løftebrud’

Flertal i Hørshoplms økonomiudvalg: Ryd hele grunden, når nu maskinerne er i gang

Samfund
Fred Jacobsen

Balladen om de ældste huse på sygehusgrunden i Hørsholm nåede nye højder på dagens møde i økonomiudvalget, hvor et flertal af Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Radikale og Socialdemokrater stemte for, at de ældste huse skal fjernes nu, mens nedrivningen på grunden er i gang.
Kun Borgerlistens Peter Antonsen og partiløse Gitte Burchard var imod her-og-nu-løsningen - og det er Peter Antonsen, formand for Miljø- og planlægningsudvalget, mildt sagt utilfreds med.
“Der er tale om et uhyrligt løftebrud. Jeg har ikke oplevet noget lignende i mine 19 år i kommunalpolitik”, siger en vred Peter Antonsen til Ugebladet.

Billigere at rive ned nu

Løftebruddet består ifølge Peter Antonsen i, at flertallet i Økonomiudvalget - med borgmester Morten Slotved (K) i spidsen - vil rive bygningerne ned nu, selv om kommunalbestyrelsen besluttede at afvente et oplæg fra arkitektgrupperne om, hvad bygningerne kan anvendes til.
To af de tre arkitektgrupper, der har afgivet et bud på, hvordan sygehusgrunden skal se ud, foreslår at bevare de ældste bygninger til fælles faciliteter, galleri, café, værksted eller noget helt femte eller sjette. Men det vil flertallet ikke.
“Vi hos de konservative tror ikke på, at bygningerne kan bruges til noget fornuftigt. Jeg frygter, at vi kommer til at stå tilbage med dem. Og vi vil ikke have noget, der kunne konkurrere med et velfungerende kulturhus Trommen”, siger borgmester Morten Slotved (K).

Borgerne må føle sig snydt

Han medgiver, at der også er penge i beslutningen.
“Der er en økonomisk fordel nu, hvor maskinerne er i gang med at rydde grunden”, bekræfter borgmesteren.
Peter Antonsen kalder argumentationen for “tynd”.
“Borgerne må også føle sig snydt. Vi havde en klar aftale om, at vi skulle se på, om bygningerne kan anvendes til noget meningsfyldt. Der står ikke noget om, at de skal være kommunale. Men den mulighed afskærer kommunalbestyrelsen sig fra nu. Det er utroværdigt”, tordner Peter Antonsen, som understreger, at han selv ikke har noget imod, at husene bliver fjernet, hvis det viser sig, at de ikke kan bruges til noget.
Borgmester Slotved understreger, at han vil gøre det, han mener er bedst for Hørsholm.
“Vi konservative mener, at økonomien bedst hænger sammen ved at fjerne bygningerne nu. Grunden skal sælges som boliger. Det er politik. Og det er det, vi tror på”, lyder det fra Morten Slotved.

Har du en mening til dette? Så kan du komme af med den på Ugebladets facebook-side.