To bejler nu til at blive Lykketofts afløser
Anne Sina og Thomas Bak fik flest stemmer ved urafstemning, og er nu videre til anden runde
Først var de fem, nu er de to.
Kampen om at blive ny socialdemokratisk folketingskandidat i Taastrupkredsen efter Mogens Lykketoft står nu mellem Anne Sina og Thomas Bak.
De to fik flest stemmer i den første runde af urafstemningen i kredsen, og skal derfor nu dyste i en anden runde af urafstemningen. De to kandidater fra Albertslund, Dogan Polat og Claus Heje, er ude af kapløbet.
Resultatet af første runde er følgende:
Anne Sina: 123 stemmer. Thomas Bak: 96 stemmer. Lars Gaardhøj: 82 stemmer. Dogan Polat: 73 stemmer. Claus Heje: 29 stemmer.
I alt havde 65,4 procent af de stemmeberettigede partimedlemmer afgivet deres stemme.
"Jeg er utrolig glad for den store opbakning, som jeg har fået i første runde af urafstemningen, og ser frem til at fortsætte dialogen med alle partimedlemmerne i Høje-Taastrup og Albertslund i den kommende tid om hvordan vi sammen kan vinde valget", siger Anne Sina.
På sin Facebook-side glæder også Thomas Bak sig over, at han er gået videre til anden runde:
"Stor tak for en fair kamp til Dogan Polat, Lars Gaardhøj, Anne Sina og Claus Heje", skriver han, og fortsætter:
"En kæmpe tak for den store støtte og opbakning jeg har fået."
Anne Sina er fra Amager og har tidligere siddet i Folketinget. Thomas Bak sidder i byrådet i Høje-Taastrup, og er søn af byens tidligere borgmester, Anders Bak.
Afgørelsen falder på plads den 13. december.