Bedre kontakt mellem beboere og pårørende
Et succesfuldt digitalt kommunikationsredskab udrulles til alle plejehjem i Aabenraa Kommune
Et succesfuldt digitalt kommunikationsredskab udrulles til alle plejehjem i Aabenraa Kommune. Life-Manager er et kommunikationsredskab, hvor beboere på plejehjem via en tablet/iPad kan holde tættere kontakt til deres familier og derved understøtte familiernes og andre pårørendes involvering i beboerens dagligdag.
Til alle plejehjem
Life-Manager er allerede fuldt implementeret på plejehjemmet Grønnegården i Aabenraa og i to bo-enheder på plejehjemmet Rise Parken i Rødekro. Og de gode erfaringer herfra gør, at Life- Manager nu udrulles til alle plejehjem i Aabenraa Kommune.
"Med Life-Manager får beboerne og deres pårørende ikke alene lettere ved at holde konktakten, Life-Manager skaber også glæde for beboerne og giver den mulighed for at leve et godt liv. Samtidigt er det med til at styrke relationen mellem beboere og medarbejdere. Blandt andet fordi der opstår nye samtaleemner," siger Helle Hansen, områdeleder for plejehjemmene i Aabenraa Kommune.
Ikke tilfældigt
Det er ikke tilfældigt, at Aabenraa Kommune som den første kommune udruller Life-Manager til beboerne på alle kommunens plejehjem. Life-Manager er nemlig udviklet i et samarbejde mellem Aabenraa Kommune og IT-firmaet Life-Partners fra Padborg. Og derigennem er løsningen tilpasses lige præcis de ønsker og behov, som beboere på et plejehjem har.
"At Aabenraa Kommune vælger at udrulle Life-Manager på alle plejehjem er endnu et eksempel på det gode samarbejde fra udvikling til implementering, som vi har haft. Det er lykkes os sammen at udvikle en løsning, som giver livskvalitet for den enkelte borger, og som forbedrer kommunikationen mellem beboer, familie og medarbejder," fortæller Lars Jessen, Managing Director, Life-Partners.
Det kan Life-Manager
Beboeren og de pårørende kan sende beskeder til hinanden, tale sammen over video, udveksle billeder samt bestille, afbestille og betale for mad, f.eks. når der kommer gæster. De pårørende kan også se beboerens og plejehjemmets kalender, og beboeren kan invitere pårørende til at deltage i egne kalenderaftaler.
Udrulningen af Life-Manager til alle plejehjem er startet med implementering på Plejehjemmet Lergården i slutningen af september 2016. Det sidste plejehjem i Aabenraa Kommune tager Life-Manager i brug i maj 2017.
Som en del af udrulningen gennemføres bl.a. undervisning af medarbejderne, informationsmøde og workshop for beboere og pårørende.