'Bruger’ - ordet med stor betydning
Lejere på Tommensensvej mener, at kommunen har overset lejerne i vejsagen.
Det er et spørgsmål om gradbøjning. Men umiddelbart har Favrskov Kommune et problem, hvis du spørger Gunnar Henriksen fra Tommesensvej i Hammel.
I forbindelse med privatiseringen af vejene har alle grundejere og udlejere fået en tilstandsrapport tilsendt.
“Hverken lejere eller flere andelsbolighavere har fået besked,” siger Gunnar Henriksen, der sammen med 42 andre lejere bor til leje på Tommensensvej.
Godt og vel en tredjedel af vejens længde løber langs de 43 lejemål.
Som Gunnar Henriksen læser vejloven fra 2011, så skal brugere af vejen også have besked. Ikke kun grundejere. For hvorfor ellers klart og tydeligt adskille ordet 'brugere' fra 'ejere' i lovteksten?
Passer det, så er Favrskov Kommune nødt til at få sendt tilstandsrapporter ud til en del flere personer. Det må alt andet lige forlænge høringsfristen med yderligere otte uger, lyder håbet. Altså et godt stykke ind i 2017. Gunnar Henriksen er klar til at klage til Vejdirektoratet, over det han mener, er en fejl.
Det kan defineres
Spørger man Ivan Skaaning Hansen, der er chefkonsulent i Vejdirektoratet, og stort set den eneste der kan give en korrekt definition, så får man et forblommet svar.
For han skal efterfølgende behandle eventuelle klager fra borgerne i vejsagen. Kort sagt: Ordet 'bruger' er til definition.
“Med bruger menes den er registreret som bruger af vejen. Hvis der opstår tvivl, ville jeg personligt høre lejerne også. Men det er afgørende, om man er bruger i lovens forstand” lyder det diplomatiske svar fra juristen.
Har brugt rådgivning
“Vi har spurgt hen ad vejen, hvis vi har været i tvivl og søgt den rådgivning vi kunne få. I denne sag om brugere, så har LE34 (rådgivende landinspektørfirma, red.) rådgivet os til at sende tilstandsrapporten til grundejere, boligforeninger, andelforeningerne og udlejere. Ikke til lejerne eller andelshaverne selv. Blandt andet ud fra den betragtning, at lejere kan forlade lejemålet inden privatiseringen træder i kraft,” siger sekretariatschef Claus Vind Andersen fra Favrskov Kommune.
Men det kan en grundejer da også?
“Ja, men en grundejer er forpligtet til at fortælle om privatiseringen, hvis han sælger. Det har en lejer jo ikke på samme måde. En lejer kender jo ofte ikke den efterfølgende lejer.”
Han uddyber; “Vi formoder også, at udlejerne selv beser vejene, og vil kontakte de personer der bor i ejendommen, for at høre om de har bemærkninger.”