Flere virksomheder rækker ud til udsatte
Det er moderne for virksomheder at donere til byens svage. Det styrker virksomhedernes profil, mener ekspert
Der kommer flere og flere helt små til mellemstore virksomheder, der giver varme håndsrækninger til udsatte borgere. Det erfarer man i hvert fald hos Kirkens Korshær, hvor flere af disse virksomheder i højere grad selv kontakter organisationen for at tilbyde en eller anden form for støtte eller donation.
“Hvis man kigger over en tidslinje, hvor det tidligere var store, danske virksomheder, som tilbød hjælp, så er trenden nu, at flere mellemstore til enkeltmandsvirksomheder selv tager kontakt og viser en eller anden form for samfundsansvar,” siger erhvervschef i Kirkens Korshær, Hans Mayland.
Og det betyder rigtig meget for hjælpeorganisationer rundt omkring i Aarhus. I en rundspørge til byens foreninger og organisationer svarer de samstemmigt, at erhvervslivet i højere grad tager initiativ til at donere til nogle af byens svageste.
“Det betyder, at vi kan være mere sammen med brugerne, fordi det frigiver noget energi fra kontorarbejdet. Og vores brugere er altså vores førsteprioritet,” fortæller Jesper Olin Olsen, der er præst og socialfaglig medarbejder hos 'Det Blå Sted' i Jægergårdsgade.
Lokalforankret identitet
Hos Kirkens Korshær på Nørre Allé ser man ikke blot en øget interesse for donationer fra nær og fjern. For langt de fleste henvendelser kommer nemlig fra lokale.
“Vi får slagtervarer, brød, kaffe og kage fra lokale butikker i byen. Virksomheder, som bor i byen, er begyndt at tage et større ansvar for det omkringliggende samfund, de er en del af. Det er fantastisk, men vi kan sagtens bruge flere,” siger Ole Thvilum, der er souschef i Kirkens Korshær.
Her oplever souschefen generelt en masse velvillighed, når hjælpeorganisationen stemmer erhvervsdørklokker i byen.
“Det skal være troværdigt”
Det kan give god mening for erhvervslivet at støtte samfundets svageste ved at give ud af overskuddet eller overfloden.
Det mener brandingekspert Dorrit Bøilerehauge.
“Det er oppe i tiden. Det er en trend for både virksomheder og personer. Her drejer det sig om i højere grad end tidligere at profilere sig selv igennem nogle værdier, som ikke kun giver mening for én selv, men også for ens kunder eller venner,” forklarer Dorrit Bøilerehauge og fortsætter:
“Det skal være troværdigt. Det skal fortælle noget om virksomheden til omverdenen. Noget, som fortæller, at de bekymrer sig om samfundet. Det styrker virksomhedens brand, fordi kunderne også bliver bevidste om, at de ikke bare er sat i verden for at tjene penge. Et eksempel fra den virkelige verden er et herretøjsfirma, som donerer tøj, der er udgået fra forretningen, til udsatte.”