Inspiration fra Djurslands natur
Fantasyforfatteren Eva Egeskjold fandt drager og nålespidse træer i Mols Bjerge
“Brødre af blodet” er en ny bogserie, der henvender til aldersgruppen 9-13 år, den er letlæselig og plottet mindre komplekst, end hvad forfatteren Eva Egeskjold normalt er kendt for i sine bøger om Næslandet, den store bogserie rettet mod unge, der satte forfatteren på det litterære landkort i 2011.
Brødre af blodet er bevæger sig også inden for fantasy-genren og er fyldt med mystik og fantasi, inspireret af naturen omkring Mols Bjerge.
“Under arbejdet med min tredje bog i Næslandserien, havde jeg brug for at lave noget andet og lidt mere letfordøjeligt, og så inspirerede min søn mig til historien om Brødre af blodet,” fortæller Eva Egeskjold, der med denne fantasyfortælling fordelt over fem bøger, håber på at kunne vække læselysten især hos yngre, fantasy-interesserede drenge.
For Eva opstod interessen for fantasy i barndommen, hvor Astrid Lindgrens episke fortælling om Brødrene Løvehjerte blev læst igen og igen. Kærligheden til fantasiens og litteraturens verden har Eva Egeskjold givet videre til sin søn 13-årige søn Bjarke, der sammen med skolekammeraten Laust, har været med til at udvikle den seneste bogserie og endda lagt navn og udseende til bogens hovedpersoner.
Djursland satte gang i det
Den 44-årige forfatter er egentlig uddannet arkitekt og har i mange år boet i Aarhus, hvor hun også tog sin uddannelse. Men for 16 år siden flyttede hun og familien til Femmøller Strand på Djursland, og det fik forfatterspiren til at vokse og blomstre.
“Det satte gang i noget i mig at flytte til Mols og bevæge mig rundt i landskabet omkring Mols Bjerge og Helgenæs. Jeg har altid været glad for naturen og brugt den rigtig meget, men da jeg flyttede til Djursland, blev jeg inspireret. Idéerne opstod, og jeg fik simpelthen et behov for at skrive,” forklarer Eva Egeskjold, der ikke tror, at forfatterskabet nogensinde var opstået, hvis hun var blevet “hængende inde i Århus,” som hun formulerer det.
Eva Egeskjold bygger sine fantasiuniverser ud fra den lokale natur, der er med til at give hende idéerne til alt fra væsener som sanddrager og til vildorner.
“Engang kom jeg igennem en nåleskov og tænkte - tænk, hvis der fandtes en nåleskov, som faktisk var lavet af nåle. Jeg så tornskaden flyve rundt i Mols Bjerge og tænkte - tænk hvis den spidede sit bytte på de store træer af nåle fremfor torne.”
På den måde bruger Eva Egeskjold naturen som afsæt for fantasy-fortællingerne og tager noget, der faktisk findes derude, og udvikler det til noget fantasifuldt og magisk.
Giver rum til fortolkning
Brødre af blodet er ikke på samme måde som romanserien om Næslandet bygget op omkring en nøje defineret og kortlagt fantasiverden. Det, der vægtes i fortællingen, er drengenes venskab og deres etiske og moralske kamp for at gøre det rigtige i en verden i krig.
“Fantasy giver mig lov til at arbejde med en masse følelser, tanker, etik og moral på en måde, der ikke er så påtrængende, men giver læseren mulighed for at fortolke,” forklarer Eva Egeskjold.
Brødre af blodet løber over fem bøger, men lægger op til, at man som læser selv kan digte videre på historien.
Eva Egeskjold er heller ikke helt afvisende over for måske en dag selv at udvide serien med flere bøger.
Lige nu arbejder hun på den sidste og afsluttende bog i Næslandserien, som forventes at udkomme i sommeren 2017.