Rejsebrev fra Nanna

Jeg har nu været frivillig for Folkekirkens Nødhjælp i Malawi i over tre uger på Bandawe Girls Secondary School i Nhkata Bay District for unge piger i alderen 13-18 år.
Det er en kostskole, og det vil sige at mange af de unge piger kommer langvejs fra i landet. Det er sjældent de får deres familie at se, da eleverne ikke kommer hjem i weekenden. De bor på skolen måneder ad gangen.

Skolen, der ligger et stenkast fra Malawisøen, har for nogle år siden fået et bibliotek bygget. Der har jeg og min rejsekammerat, Kirstine fra Hobro, vores daglige gang.
Herfra udlåner vi bøger til eleverne, stabler skolebladet på benene og hjælper lærere og bibliotekarer med at få et basalt kendskab til de computere, som de har på skolen.

Når vi ikke leger skolebibliotekarer, har vi diverse youth clubs fire gange om ugen. Den ene handler om HIV og AIDS, den anden om kloimaforandreinger. Det er to emner, der i den grad er aktuelle i Malawi.
I forhold til HIV/AIDS er pigerne godt klar over konsekvenserne og kender statistikkerne. Det er netop de unge piger, der har højst risiko for at blive smittet med sygdommen i Afrika. Men det er mere et spørgsmål om at skubbe opførelsen og de vante traditioner i en anden retning.
I forhold til klimaforandringerne er Malawi hårdt ramt. Oversvømmelser og tørke er en kendsgerning i de her tider, og når 80 procent af befolkningen lever af landbrug, er det afgørende for deres indtægt og selve overlevelsen.
Her handler det om at gøre opmærksom på det store problem og sprede budskabet. Meget af dette, bliver gjort gennem sang, dans og skuespil. En ret hyggelig måde at diskutere alvorlige problemstillinger.

Jeg bor hos Vera, som er rektoren på skolen. Jeg har eget værelse og har lånt en cykel af Folkekirkens Nødhjælp, så jeg kan komme lidt omkring i det flotte bjerglandskab.
Forholdene er egentlig fine, men det er måske også fordi, jeg efterhånden er ved at vænne mig til iskolde brusebade, vaske mit tøj i badekarret og spise majsgrød hver dag med fingrene.

Jeg lært at tage en dag ad gangen, og at jeg ikke kan sætte en masse ting i gang og så forvente en succes lige med det samme.
Man bliver nødt til at se på de helt små ting, man kan hjælpe til med og på grund af det, oplever jeg noget nyt, anderledes eller mærkeligt næsten hver dag, og det sætter jeg virkelig pris på.