Fortsæt til indhold

Juletræer med god samvittighed

Planteskole i Brædstrup står bag konceptet Fair Trees, der skal sikre gode arbejdsforhold for kogleplukkere

Samfund
Arkiv

Marianne Bols og hendes mand Lars driver Bols Planteskole ved Brædstrup. De står bag konceptet Fair Trees juletræer, som har til formål at sikre ordentlige arbejdsforhold for kogleplukkere i Georgien, hvor de fleste frø til produktionen af nordmannsgran-juletræer kommer fra.
”Vores indsats, når vi snævert ser på indsamling af kogler, kan beskrives kort med tre ord: Sikkerhed, sikkerhed og sikkerhed. Plukkerne arbejder i højder på 40-60 meter. Der kan bare ikke gås på kompromis med sikkerheden. Vi holder sikkerhedskurser to gange om året med vores tyske instruktør. Grejet er af højeste standard, men det er også et spørgsmål om systemer og procedurer: Hvordan kan uheld og ulykker forebygges, hvordan sikrer vi, der kan skaffes hjælp hurtigt, eller en tilskadekommen plukker kan komme under behandling og så videre,” fortæller Marianne Bols i en pressemeddelelse.
Da Marianne og hendes mand i 1989 som unge tog ud første gang for at købe otte tons frø af georgisk nordmannsgran, var der ikke noget, som hed Fair Trade.
”Georgien var på daværende tidspunkt en del af USSR, og det var en lang og hård kamp at få lov til at købe frøene med hjem – og alt skulle naturligvis ske via Moskva,” fortæller Marianne i en pressemeddelelse.
”Men vi blev grebet af den varme, vi oplevede hos de georgiske bønder. Selv om de var fattige, inviterede de os indenfor, og mange af dem er stadig venner. De var også en af grundene til, at vi bliver ved med at hente frø i Georgien.”
Fra planteskolen i Brædstrup finder frø og juletræsplanter vej ud i Danmark og Europa. De vokser op og bliver solgt med Fair Trees-mærkatet. For hvert solgt træ går der cirka fem kroner til Fair Trees Fund, der sender pengene videre til at højne uddannelse, sundhed og miljø i Georgien.

Katie Melua er ambassadør

Marianne Bols har igennem årene mange gange været i Georgien med studiegrupper, kunder, erhvervsfolk og turister fra Danmark og det øvrige Skandinavien.
Hun er bleven en god bekendt af den engelsk-georgiske sangerinde Katie Melua, som siden 2009 har været ambassadør for Fair Trees. Marianne mødte Katie Melua, da sangerinden for en måned siden gav koncert i Musikhuset i Aarhus.

Marianne Bols er netop blevet udnævnt som honorær konsul for Georgien, som pladen på væggen fortæller. I baggrunden ses det georgiske flag.

Konsul og æresborger

I 2014 blev Marianne Bols udnævnt til honorær konsul for Georgien med Jylland og Fyn som ansvarsområde. Som anerkendelse for mange år indsats er hun også netop blevet æresborger i Ambrolaurii-regionen, hvorfra frøene hentes.
”Jeg har en ideologisk tilgang til mange ting i min tilværelse og vælger bæredygtighed og økologi, når det er muligt. Perspektivet med Fair Trees er udvikling dér, hvor vi henter vore frø. Vi hjælper til lokal og regional udvikling, skaber gode løn- og arbejdsforhold for kogleplukkerne, og vi støtter sundhed og uddannelse,” fortæller Marianne.
Syv unge georgiere er lige nu i gang med en videregående uddannelses indenfor blandt andet medicin, økonomi og turisme. Det sker igennem scholarships fra Fair Trees Fund, som Lars og Marianne Bols har grundlagt.