Ældrerådet ser ny vaskeordning an
Kommunens Ældreråd vil se erfaringer med udliciteret tøjvask
Fra 1. december er der kommet egenbetaling på tøjvask for Aarhus Kommunes ældre borgere, der ikke er selvhjulpne.
Ændringen betyder, at det fremover er to private firmaer, der vasker de ældres tøj og ikke hjemmehjælperen som førhen.
Ældrerådet har efter et møde med rådmand for Sundhed og Omsorg Jette Skive (DF) ikke på nuværende tidspunkt indvendinger til den nye ordning, men rådet vil se, hvordan den nye model fungerer i praksis.
“Vi er i en afventende position, indtil vi ser erfaringer med den nye ordning,” siger Poul Ellekrog, der er næstformand for Ældrerådet i Aarhus Kommune.
Udliciteringen betyder også, at de 2.650 borgere, der er liciteret til hjælp med tøjvask, fremover skal betale 200 kroner om måneden for de rene klæder.
“Det ser ud til, at udgiften faktisk er mindre nu. Hvis man tager højde for slid på egen maskine og brug af vaskemidler,” siger Poul Ellekrog.
Hvor de ældre førhen kunne bede hjemmehjælperen om at lægge snavset tøj i blød eller direkte i maskinen, bliver tøjet nu hentet og bragt hver 14. dag, hvilket også betyder, at borgerne må undvære tøjet i længere tid.
“Man kan ikke sige, at tøjet altid røg direkte i maskinen, da det var hjemmehjælperens opgave, for de er også meget pressede. Leveringstiderne kan man diskutere, men vi synes, at ordningen skal gennemføres, og så må vi se, hvordan det fungerer,” siger næstformanden.
Både fordele og ulemper
Formanden for Ældre Sagen i Aarhus, Tove Jørvang, ser både fordele og ulemper ved den nye ordning.
“Man kan ikke længere få noget bestemt vasket den dag, man gerne ville have hjemmehjælperen til at gøre det. Men man er sikker på, at tøj og linned bliver vasket korrekt og altid lagt sammen. Vi hører nogle gange, at hjemmehjælperen på grund af tidspres blot lægger tøjet i en bunke,” siger Tove Jørvang, der kalder ordningen 'fornuftig':
“Vi har ikke hørt kritik fra de ældre. Det kan selvfølgelig være uheldigt, hvis man lige har anskaffet sig en vaskemaskine, som så ikke bliver brugt, men generelt mener vi, det er en fornuftig ordning,” lyder det fra Tove Jørvang.
Rådmand Jette Skive understreger, at hun løbende vil holde øje med, hvordan ordningen fungerer i praksis, og om der kommer klager.
“Jeg følger den nye vaskeordning nøje. Og jeg vil tage med til næste års budgetforhandlinger, at brugerbetalingen sættes ned,“ siger hun.