Ellen Trane beder kulturminister om at kaste lys på slottet
Venstres Ellen Trane Nørby beder sin ministerkollega se på sagen om belysning af Sønderborg Slot
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) går nu ind i sagen om den manglende belysning af Sønderborg Slot i aften- og nattetimerne.
Sagen handler om, at Sønderborg Kommune har et ønske om at få oplyst Sønderborg Slot i aften- og nattetimerne, men indtil videre har Slots- og Kulturstyrelsen sagt nej.
"Jeg er blevet gjort opmærksom på den meget langstrakte proces, der har været omkring belysningen af slottet, og derfor har jeg taget kontakt til den nye kulturminister, Mette Bock, og bedt hende kigge på sagen," fortæller Ellen Trane Nørby til Lokalavisen Sønderborg.
"Udover at være minister er jeg også lokalt valgt i Sønderborg, og jeg ved hvilken betydning slottet. Det er et nationalt symbol ligesom Dybbøl Mølle, som der er lys på," siger Ellen Trane Nørby, der ikke tør give et bud på, hvornår sagen kan være løst.
"Nu skal den nye minister have tid til at komme på plads, men en forudsætning for, at man kan løse et problem, er at man kender til det."
Netop i dag mandag holder Sønderborg Kommune møde med Slots- og Kulturstyrelsen om belysning af slottet.