Strejke og ødelagt kabel giver togaflysninger
Der er færre tog på strækningen mellem Aarhus og Fredericia som følge af et overgravet kabel samt arbejdsnedlæggelse.
Mandag oplyser DSB på sin hjemmeside, at et kabel i nattens løb er blevet gravet over mellem Hovedgård og Skanderborg, hvilket betyder færre tog på strækningen mellem Aarhus og Fredericia.
»Banedanmark er i gang med at udbedre fejlen, men vi har endnu ingen prognose for, hvornår vi igen begynder at køre tog på strækningen,« skriver DSB.
I praksis betyder det, at det eneste tog fra Aarhus og sydpå er Intercity Lyn, mens der fra Fredericia og nordpå kun kører Intercitytog.
Der kører ingen regionaltog, og ingen af togene stopper i Hedensted, Brejning og Børkop, oplyser DSB. Skal man til en af de pågældende stationer, kører der togbus mellem Horsens og Fredericia.
Derudover kører der heller ingen internationale tog fra Aarhus i retning af Tyskland.
DSB opfordrer passagerer til at holde øje med Rejseplanen, inden man tager afsted.
Arbejdsnedlæggelse
Og som det ikke var nok: Togtrafikken landet over bliver mandag yderligere udfordret af en arbejdsnedlæggelse hos DSBs klargøringspersonale.
I et Facebook-opslag fra Jernbanearbejdernes Landsklub kan man læse, at mandag står på strejker.
»Kære passagerer. Vi beklager den gene, som I oplever, grundet, DSB har bragt os medarbejdere i en situation, hvor vi har måtte gå til denne handling,« skriver organisationen.
Opslaget er underskrevet ”Lokomotivførere i materielforsyning og stationspersonalet I DSB”.
»Vi har flere gange appelleret til DSB om at komme til fornuft og udvise rettidig omhu. Dette har DSB afslået og derved fremtvunget denne situation,« står der.