12 skæve boliger står klar til hjemløse
En kommunal ejendom på Skanderborgvej er omdannet til boliger for hjemløse og socialt udsatte borgere
For godt et halvt år siden dækkede Lokalavisen starten på ombygningen af en kommunal opgang, som fremover skulle huse hjemløse.
Dengang så man et par rådmænd på udebane betjene stort værktøj, som heldigvis blev overladt til kompetente fagfolk, og derfor står de skæve boliger på Skanderborgvej 90 nu klar til indflytning.
Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S), tager ordet og roser de involverede for indsatsen.
“Det er fantastisk, at vi har fået nogle boliger med en lav, forudsigelig husleje, som er så uendelig vigtigt for målgruppen. Alle aarhusianere skal kunne finde en god bolig, de har råd til. Selv dem med de tynde tegnebøger,” siger han, inden han giver ordet videre til sin rådmandskollega.
“Ondt i livet, psykisk sygdom og misbrug er nemmere at håndtere og komme ud af, når man ikke bor på gaden,” siger Thomas Medom (SF), der er formand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, og tilføjer:
“Vi har fået nogle fantastiske lejligheder, som ligger bynært og har en størrelse og en indretning, der gør, at beboerne kan få deres børn på besøg. Et stort tillykke skal der lyde til os alle - især dem, som snart flytter ind.”
De skæve boliger er blevet til i et samarbejde mellem de to magistrater og staten.
Lyse, flotte lejligheder
Ved første øjekast er det måske svært at se, at vi befinder os i en skæv bolig.
Nye, flotte 'træ'-gulve, nymalede, hvide vægge og køkkener med en størrelse, man ellers skal ud i parcelhuskvartererne for at se.
Selv badeværelserne er på størrelse med handicaptoiletter.
Kun et udsugningsanlæg vidner om, at det ikke er en ganske almindelig halvandenværelses studievenlig lejlighed, vi er i.
“Det er ikke altid, beboerne er lige gode til at få luftet ud. Derfor har vi fået central udluftning, så de er sikret et godt indeklima. Ellers er lejlighederne indrettet ud fra, hvad der var muligt samt vores erfaringer fra andre skæve boliger,” fortæller Ken Rasmussen fra ejendomsforvaltningen i Aarhus Kommune, som har stået for istandsættelsen.
Erfaringer har blandt andet fordret til et slidstærkt gulv i hele lejligheden.
Tættest muligt normalen
Det er meningen, at de 12 kommende beboere skal leve på så normale vilkår som muligt.
Reglerne ligner dem, man kender fra så mange andre boligforeninger, dog med den undtagelse at beboerne siger 'ja' til at få besøg af bostøtten.
“Det ligner på mange måder en helt almindelig boform, hvis man ser bort fra den lave husleje og hjælpen til at holde hus,” forklarer Brian Kjærulff, der er centerchef i kommunens center for bostøtte, og fortsætter:
“Stedet her giver et godt, beskyttet grundlag til at få det basale på plads.”
De kommende beboere har en meget blandet baggrund, men der er en overvægt af folk i alderen 40-55 år, hvor nogle er psykisk syge, nogle er misbrugere, og andre er begge dele.
“Det er folk, som har haft en omtumlet tilværelse på gaden, på herberg eller på forsorgshjem. Nu får de et sted, hvor de kan bo permanent og få lidt ro på deres tilværelse. En tryg base i mange år,” siger Brian Kjærulff.
Boligerne på Skanderborgvej er omkring 50 kvadratmeter og koster cirka 3.200 kroner om måneden.