Kom gratis til teaterfestival i maj
Internationalt populær teaterfestival inviterer aarhusianerne indenfor
Teateropkøbere fra 16 forskellige lande har allerede købt billet til teaterfestivalen Danish+, der afvikles i Aarhus til maj.
Nu kan hurtige aarhusianere også komme med til fire forestillinger fra det ellers lukkede program. Fribilletterne skal sikre, at teaterfestivalen også er til gavn for lokale borgere og turister.
Danish+, der afholdes for femte gang, præsenterer sine internationale gæster for noget af tidens bedste, danske scenekunst for børn og unge.
Tilbuddet om de gratis billetter gælder forestillingerne: Psycho – Street Cut af Dansk Rakkerpak, Smash af Teater Patrasket, og to meget forskellige fortolkninger af Shakespeares Romeo og Julie, opført af henholdsvis MishMash - International Theatre Company og Astorions Hus.
Alle de åbne forestillinger spiller den 2.-3. maj. For at få en gratis billet skal man skrive en e-mail med billetønsker til info@danishplus.dk. Jo før du skriver, des mere sikker kan du være på at få billetter.
Du kan læse mere om de enkelte forestillinger på http://www.danishplus.dk/.
Alle forestillingerne bliver opført på engelsk, så de udefrakommende gæster kan følge med.
/LNB