Fortsæt til indhold

Lars Kolind udfordrer 150 østjyske virksomheder i Lystrup

Over 150 erhvervsledere i Aarhus og omegn har meldt sig til et event med erhvervsmanden Lars Kolind tirsdag 5. april hos OfficeLab

Samfund
Kim S. Andersen

Både i erhvervslivet og på den politiske scene skiller han sig ud fra mængden. Han viger ikke tilbage for massen og sætter en ære i at tænke ud af boksen. Lars Kolind er således både berømt og berygtet for markante holdninger og en stærk personlighed, men lige meget, om man er tilhænger af hans ofte utraditionelle idéer eller ej, kan det ikke benægtes, at Kolind har store successer bag sig, særligt i erhvervslivet, blandt andet i 1990erne, hvor han vendte den skrantende høreapparatvirksomheden Oticon til at blive en af verdens førende leverandører af høreapparater.

Hvad leder du efter?

På tirsdag 5. april 2016 står Lars Kolind klar foran mere end 150 østjyske erhvervsfolk hos virksomhedsfællesskabet OfficeLab i Lystrup. Her er han hovedtaler under temaet ”Hvad leder du efter?”, og han er inviteret til især at tale ud fra sine ”Unboss”-principper fra 2012, som gør op med de gode, gamle dyder i en erhvervsorganisation og opfordrer til at øge medarbejderens eget ansvar og initiativ endnu mere, mens hierarkiet nedtones.
"Kolinds 'Unboss'-principper er ikke et quick-fix eller en modedille men tværtimod en gennemgribende og varig ændring til moderne virksomhedsledelse, og vi vil gerne udfordre vores lejere og medlemmer til at se på ledelse på en anden måde, end mange måske er vant til. Vi forventer absolut, at Lars kommer til at ”skubbe” lidt til os – og det glæder vi os meget til," fortæller Christoffer Broberg Flintholm, administrende direktør i OfficeLab, der både er et virksomhedsfællesskab og erhvervsnetværk, i en pressemeddelelse.

Nytænkt ledelse skaber resultater

Lars Kolind blev især kendt både i Danmark og internationalt, da Oticon under hans ledelse gennemgik en markant økonomisk turn-around samt en total transformation af organisationen. Resultatet blev en fordoblet omsætning på blot fem år, og et eksplosivt overskud før skat, der gik fra 2 millioner kroner i 1991 til 136 millioner kroner i 1995.
"Kolind var den første til at indføre det papirløse kontor. Han skabte medarbejderaktier i Oticon, involverede den enkelte og ændrede folks helt basale tilgang til deres rolle i arbejdet. Oticon rejste sig som en global, succesfuld virksomhed, og ingen kan negligere, at Kolind gennem de seneste årtier har leveret imponerende resultater med sin nytænkte ledelsesstil. Dét vil vi meget gerne give virksomhederne i OfficeLab en dybere indsigt i," siger Christoffer Broberg Flintholm.

Stadig ledige pladser

Temaet 'Hvad leder du efter?' kører hos OfficeLab hen over foråret med en række forskellige netværksbaserede events og foredrag. Lars Kolind er dette temas hovedtaler og kommer forbi OfficeLab i Lystrup tirsdag 5. april klokken 14.30-16.30. Der er stadig få ledige pladser tilbage – læs mere om program og tilmelding her.