Kendt kandidat siger stop
Kim Andersen (V) genopstiller ikke til folketinget
Venstre i Skanderborg-kredsen må sige farvel til tidligere folketingsmedlem Kim Andersen (V), der har meddelt, at han ikke genopstiller som folketingskandidat i Skanderborg-kredsen.
Kim Andersen blev valgt første gang til Folketinget i 1998, men mistede trods et godt personligt stemmetal mandatet ved valget i juni sidste år, da Venstre tabte 13 mandater.
”Jeg står overfor nye erhvervsmuligheder, som jeg nu vil koncentrere mig om, sammen med de hverv jeg i øvrigt har som formand for Folketingets Sydslesvigudvalg, medlem af Landsskatteretten og Danmarks repræsentant i Grænsehindringsrådet under Nordisk Ministerråd,” siger Kim Andersen i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
Det er en markant skikkelse i det danske folketing, der siger farvel. Kim Andersen har været Venstres ordfører på områder som energi, skat, retspolitik, erhverv, vækst og eksport samt formand for Folketingets Kulturudvalg og Erhvervsudvalget. Han har været kandidat i kredsen i 20 år, opnåede valg fem gange og var i mere end 17 år medlem af Folketinget.
Kim Andersen siger, at han har tænkt grundigt over sin politiske fremtid, og at han medio januar meddelte sit stop som kandidat.
Han afviser tillige, at han stiller op som borgmesterkandidat til byrådsvalget i Skanderborg Kommune næste år.
"Jeg har fået henvendelser, om jeg ville, men har takket pænt nej. Jeg har aldrig gået efter at blive borgmester," uddyber Kim Andersen til Lokalavisen.
Formand for Venstre i Skanderborgkredsen, Morten P. Hansen, fremhæver, at Kim Andersen gennem årene har fremmet mange lokale sager og projekter. Også i Folketinget har der stået respekt omkring hans saglige indsigt og arbejdsomme form, tilføjer formanden.
"Jeg vil også gerne takke Kim personligt for et godt og interessant samarbejde gennem årene og for de mange år på tinge," siger Morten P. Hansen, i en pressemeddelelse til Lokalavisen.