Kim Andersen får ny formandspost
Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt har udnævnt Kim Andersen, tidligere medlem af Folketinget for Venstre i Skanderborg, til ny formand for Energinet.dk's bestyrelse. Kim Andersen var energiordfører for Venstre, da Folketinget i 2004 dannede Energinet.dk
“Energimarkederne bliver mere og mere europæiske, og i takt med at el- og gassystemerne krydser flere grænser og transporterer mere vedvarende energi, er det vigtigt, at der fortsat er stor fokus på konkurrence, effektiv infrastruktur og ikke mindst sikker forsyning," siger Lars Christian Lilleholt i en pressemeddelelse til Lokalavisen.
"Derfor er jeg glad for at kunne udpege en bestyrelse for Energinet.dk med Kim Andersen i spidsen, som på kompetent vis kan løfte arven. Jeg ser frem til at fortsætte det gode samarbejde med Energinet.dk.”
Var med til at danne Energinet.dk
Kim Andersen kom første gang i Folketinget som midlertidigt medlem i 1995, og blev valgt ind i 1998. Derefter var han en af de 179 folkevalgte i en ubrudt årrække frem til 2015.
Her var han blandt andet energiordfører og Venstres repræsentant i energiforhandlingerne, da Folketinget i 2004 besluttede at liberalisere energimarkederne og samtidig vedtog at danne Energinet.dk.
“Det er meget vigtigt, at vi har høj forsyningssikkerhed for el og gas, og det er vigtigt, at vi har en tilstrækkelig udbygning af transmissionsnettene, så vi får en rationel udnyttelse af energien. Det er en opgave, som hele tiden er under udvikling,” siger han.
“Det er komplekse ting, der kræver, at man sætter sig ind i tingene og drøfter dem med bestyrelsen og den daglige ledelse. Så foreløbig vil jeg tage over, hvor den gamle bestyrelse slap, og få et godt og tillidsfuldt samarbejde om de store visioner og den grundlæggende sunde udvikling, som Energinet.dk er udtryk for.”
Kim Andersen afløser Niels Fog, 68 år, der efter ti år som formand meddelte ministeren, at han ikke ønsker genvalg. Kim Andersen begynder som bestyrelsesformand 17. maj 2016.
Fire nye i bestyrelsen
Ministeren har foruden Kim Andersen også udpeget Niels Bergh-Hansen (tidl. kraftværksdirektør ved Enstedværket, Elsam og DONG Energy), Hans Duus Jørgensen (tidl. direktør DONG Energy, Dansk Energi og NGF Nature Energy) og Lars E. Clausen (tidl. direktør i Shell, Gazprom, DONG Energy og IBM).
Ud af bestyrelsen træder foruden Niels Fog Birgitte Kiær Ahring, Poul Erik Mor-thorst og Per Sørensen.