Kulturhovedstaden indtager Moesgaards tag
Aarhus 2017 har i dag offentliggjort en række højdepunkter fra næste års program
Med præcis et år til den officielle åbning 21. januar 2017 har Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 i dag offentliggjort en række højdepunkter fra næste års program.
Der kommer næste år blandt andet kongelige skuespillere, magisk ballet, gentænkte hits, unikke kunstprojekter og en særlig åbning for børn og unge.
"Vi vil være kulturhovedstad for hele Europa i 2017, og vi ønsker at tage publikum med på en rejse
gennem Danmarks uforlignelige, kulturelle rigdom. Samtidig giver Aarhus 2017 muligheden for at
involvere kunstnere og kreative ildsjæle fra hele verden. Det bliver spektakulært," lover Rebecca
Matthews, administrerende direktør for Den Europæiske Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Vikinger og ballet
Programmet i 2017 byder blandt andet på et unikt samarbejde mellem Det Kongelige Teater,
Moesgaard Museum og Aarhus 2017. Det sker med den storslåede, udendørs forestilling om
vikingen Røde Orm, der kommer til at foregå i en fantastisk kulisse på og rundt om Moesgaards
græstag.
Forestillingen er en bearbejdning af den svenske forfatter Frans G. Bengtssons klassiske
roman af samme navn, og undervejs følger vi hovedpersonen Orm på hans rejser rundt i et Europa
under hastig forandring.
"Vi håber, at publikum vil tabe næse og mund i forbløffelse over, hvor medrivende det bliver, og
hvor fantastiske skuespillere vi har i dette land, ” siger Morten Hesseldahl, der er direktør for Det
Kongelige Teater i en pressemeddelelse.
Røde Orm bliver opført på taget af Moesgaard Museum 29 gange. Der bliver plads til 3500
siddende publikummer pr. aften. Forestillingen har premiere 24. maj 2017 og spiller til og med
1.juli.
Derudover præsenterer Aarhus2017 i samarbejde med Musikhuset Aarhus den anmelderroste, moderne ballet 'Tree of Codes', som gentænker den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foers bog af samme navn.
Balletten havde premiere i Manchester i juli 2015 og kommer til Aarhus i april 2017. Forestillingen besøger Aarhus takket være et samarbejde mellem Aarhus 2017 og Manchester International Festival.
I sommeren 2017 vil også det store kunstprojekt 'The Garden' udfolde sig i en zone på mere end fire kilometer fra Aarhus centrum til Aarhus Bugten.
The Garden er kunstmuseet Aros' bidrag til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Projektet fokuserer på de dramatiske forandringer i forholdet mellem menneske og natur de seneste 400 år.
Aarhus fortæller
Med den storslåede, underjordiske udstilling 'Aarhus fortæller' præsenterer Den Gamle By for første
gang en samlet fortælling om Aarhus - fra byen opstod i vikingetiden til et kig ind i fremtiden.
I et helt nyt og 700 kvadratmeter stort udstillingsdesign møder vi vikingerne og deres by Aros.
”Med Aarhus fortæller får vi for første gang en stor samlet udstilling om byen fra vikingetiden og
helt frem til byens kommende udvikling. Samtidig er udstillingen en permanent opgradering af
vores udstilling, og den vil også efter kulturbyåret være med til at give vores besøgende mulighed
for at reflektere over, hvad Aarhus er, og hvilken historie hver enkelt selv er rundet af, ” siger
overinspektør Martin Brandt Djupdræt, Den Gamle By.
I 2017 vil også tre af filminstruktør Susanne Biers internationalt anerkendte film blive gentænkt og
forvandlet fra lærred til scene. Musikhuset Aarhus har sikret sig rettighederne til at gentænke tre af
Susanne Biers mest roste og succesrige film, som iscenesættes inden for tre forskellige genrer.
?
P4-programmet Formiddag på 4'eren samarbejder med Aarhus 2017 om 'Rethink the Hit' ud fra
konceptet: Vi vil hylde nogle af vores yndlingsmusikere ved at fortolke deres største hits og skabe
helt nye værker.
15 danske kunstnere har stillet deres hit til rådighed og givet lov til, at deres hit må ny-fortolkes.
Helt som fortolkeren ønsker det.
Fra 18. april til og med 27. maj 2016 vil Formiddag på 4´eren sammen med programmets lyttere
lade lytterne og andre bidragsydere fortolke de udvalgte hits og/eller stemme på deres favorit.
??
Som den første Europæiske Kulturhovedstad nogensinde åbner Aarhus 2017 med en særlig event
for, af og med børn og unge - dette for at markere at børn og unge har en helt særlig og central
plads i Aarhus 2017.
”Særligt den unge generation vil opleve effekten af at være Europæisk Kulturhovedstad. De
kommer til at vokse op i de helt særlige år, hvor samfundet fokuserer stærkt på kreativitet og kultur.
De bliver en del af nogle helt uforglemmelige kulturelle oplevelser, som vil give dem luft under
vingerne og mange flere ideer til, hvad der er muligt i livet. De bliver opmuntret og inspireret til at
tænke stort og anderledes,” siger programdirektør Juliana Engberg i pressemeddelelsen.
Nedtællingen er begyndt
Med mere end 350 projekter vil Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 sikre, at kunst og kultur
når ud til et bredt publikum i alle 19 kommuner på tværs af Region Midtjylland.
Hver måned byder programmet på en spektakulær, udendørs performance i stor skala for et meget
stort publikum: En af de fire mega events eller en af de tolv fuldmåne events.
Sideløbende med disse vil der være et væld af andre kulturelle arrangementer samt projekter udviklet af - og for lokalsamfundene.
?
?
"Vi udvikler et program, der kan være med til at forme fremtiden. For Aarhus og hele regionen
bliver 2017 en game-changer. Vi håber, at vores år som Europæisk Kulturhovedstad bliver en af
de mest markante, kulturelle begivenheder i Danmark i mange år, “ siger Rebecca Matthews i pressemeddelelsen.
Nedtællingen er begyndt, og i dagens anledning har Aarhus 2017 opsat et stort nedtællings-ur på
Dokk1, som tæller dagene til den officielle åbning af Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Aarhus 2017 præsenterer det endelige program for de mange aktiviteter i kulturhovedstadsåret 12.
oktober 2016.
-lny