Kirken – en lukket klub?

Fællesskaber kan være så forskellige. Alt fra lukkede fester til de grænseløse kom-glad-fællesskaber. Nogle fællesskaber består af næsten ens individer med ens adfærd og holdninger. Andre fællesskaber er mere brogede, og set udefra kan det være svært at se, hvad der i grunden forener medlemmerne af sådan et fællesskab.
Fællesskaber har det med kunne lukke sig om sig selv. Måske man i udgangspunkt både var villig til og signalerede åbenhed, men over tid bliver man mest optaget af dem, man kender godt i forvejen, og det bliver svært for nye at slutte sig til. Ja, risikoen findes for, at et inkluderende fællesskab kan ende med at blive ret så indspist.
Hvad så med kirkens fællesskab – fællesskabet af de døbte? Er det et åbent eller et lukket fællesskab? Skal alle være eller blive ens? Opleves det som et fællesskab, der har nok i sig selv, eller som et fællesskab, der åbner sig ud mod verden?
Pave Frans har for nylig appelleret til, at alle kristne må skærpe blikket for verden som vores fælles hjem. At være døbt og at være kirke handler ikke om at isolere sig eller distancere sig fra verden. Det handler heller ikke om, at vi skal blive ens. Tværtimod. Kirkens fællesskab er mangfoldigt.
Til fælles har vi det at være døbt. Vi er døbt til at åbne os mod den verden, Gud har skabt. Vi er døbt til at se verden som alle menneskers hjem. Vi er døbt til at indgå ikke bare i vores egen slægt, men i hele menneskeslægten med de fælles gaver og opgaver, der følger med.