Fortsæt til indhold

Odense betalte mere end andre kommuner

Byrådsmedlem vil kræve en redegørelse fra borgmesteren

Samfund
Danni Paulsen

Det er godt to år siden, gavtyven Basim sang sig ind i de danske Melodi Grand Prix-hjerter i et storslået glittershow i Arena Fyn.
Det samme gjorde charmetrolden Emma Pi ugen efter i børneudgaven af den populære DR-produktion.
Sangfesten var en succes, men de odenseanske skatteborgere kom også til at betale for den. Det afslører tal, som Lars Bjørknæs fra Journalista.dk er kommet i besiddelse af.
Han har søgt aktindsigt i udgifterne hos de kommuner, der fra 2011-2015 har haft MGP på besøg.
LÆS OGSÅ: MGP-ARRANGØR: VI HAVDE ANDERLEDES FORUDSÆTNINGER END DE ANDRE BYER

Opgørelserne viser, at Odense Kommune har betalt klart flest skattekroner af alle kommuner.
3.754.863 kr. kostede MGP Odense i 2014, mens Aalborg til sammenligning året efter måtte punge 2,1 mio. kr. ud.
Det kostede altså Odenses borgere 1,65 mio. mere end Aalborgs.

“Alle pengene værd”

Man er med andre ord ingenlunde gået i små sko i Odense, og det vedkender borgmester Anker Boye (S) sig.
”Nu skal man passe lidt på med at sammenligne. Vi har ikke skelet til, hvad de andre byer har gjort, men bevidst valgt at satse på denne særlige begivenhed for at brande byen og højne den fynske stolthed. Jeg står til ansvar og på mål for de udgifter, og jeg er stolt over arrangementet og den måde, vi løftede opgaven på,” siger han og slår fast, at der er tale om en investering i Odense by.
”Ja, det er mange penge, men jeg mener, de er kommet igen i mangefold. Odense er en storby, der skal vækste og udvikle sig, og events som MGP giver værdi tilbage til byen. Det var alle pengene værd,” siger Anker Boye.
LÆS OGSÅ: MGP-ARRANGØR: VI HAVDE ANDERLEDES FORUDSÆTNINGER END DE ANDRE BYER

Sangshowets afholdelse i Odense kan sagtens have været pengene værd, mener professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet.
”Uanset, hvordan vi vender og drejer det, har Odenses projekt været meget dyrere. Det er mange penge, men overordnet er der intet, der indikerer, at man ikke har været i sin gode ret til at bruge dem. Det er en politisk beslutning, om man føler, værdien af at få MGP til byen står mål med beløbet, og det har jeg ingen grund til at anfægte,” siger han og forklarer, at arrangementer som disse kan være svære at retfærdiggøre i en tid, hvor kommunerne klager over en stram økonomi.
”Jeg kan godt forstå, hvis man som borger undrer sig, men der kan være fornuftige argumenter, selvom det kan virke underligt, at man skærer i dagplejen for derefter at holde en kæmpe fest. Der skal politikerne fortælle, hvorfor det er godt for Odense, og hvilken værdi det har haft for byen.”

Odense Kommune har lavet totalopgørelse over udgifter vedrørende MGP’et. Den opgørelse er inklusiv moms. Derfor har vi for overskuelighedens skyld valgt at opgøre alle tal i artiklen med moms, så sammenligningsgrundlaget er ens. Kommuner er dog fritaget for moms.

Kræver forklaring

En forklaring på de store udgifter er netop, hvad Dansk Folkepartis byrådsmedlem og kulturordfører på Christiansborg, Alex Ahrendtsen, vil udbede sig fra borgmesteren.
”Vi (byrådet, red.) har afsat midler til at afholde den slags begivenheder, men vi forventer selvfølgelig, at man bruger skatteydernes penge fornuftigt. I det her tilfælde viser dine tal, at man ikke har været god nok. Jeg vil bede by-og kulturrådmand Jane Jegind (V) tage det op i økonomiudvalget, så borgmesteren kan redegøre for, hvad der er op og ned. Der kan sagtens være en god forklaring, og den synes jeg i så fald, vi har krav på.”